Israels elitære nægtere

Processen fra at være en del af Israels mest hemmelige militære enhed til at skrive under på et nægterbrev og sidde foran journalister har været lang. De 43 nægtere fra 8200-enheden frygter for konsekvenserne.

De to anonyme mænd er blandt de 43 israelske soldater, der nægter at fortsætte i reservetjeneste i landets mest prestigefyldte efterretningsenhed, »8200«. Foto: Allan Sørensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TEL AVIV: Der er meget på spil.

D's ansigtudtryk er langtfra lige så fattet, som da Berlingske mødte ham første gang for en uge siden. Da var det i en lille hyggelig lejlighed i Tel Aviv med Marc Chagal-reproduktioner på væggen og bøger på hylderne. Her forklarede han sammen med andre tidligere soldater fra IDF Unit 8200, Israels hærs militære efterretningsenhed, hvorfor han har valgt at skrive under på et brev, hvori han og de øvrige soldater nægter at fortsætte reservetjeneste i den eksklusive enhed.

I dag står han og tripper på kantstenen tæt på Ayalon-hovedvejen mellem Tel Aviv og Jerusalem. Han sveder og kigger nervøst på sin mobiltelefon. Han har taget sit livs største beslutning og begynder at fornemme de mulige følger. Nervøsiteten skyldes i modsætning til i de otte år, da steg i graderne til kaptajn i 8200-enheden, at han ikke har kontrol over de næste skridt.

Hvem vil vende ham ryggen? Vil vennerne fra enheden se ham som forræder? Er hans karriere ødelagt, og vil myndighederne forsøge at gøre brug af den yderste straf, fængsel?

D har ingen svar, og det piner ham.

De seneste år, siden han afsluttede værnepligt i 2011, har været en selvransagende proces. Han har reflekteret over sin militærtjeneste. Stillet sig selv vanskelige spørgsmål om moral og etik. Han har tøvet og udfordret sig selv igen og igen. For han er ikke en pacifist, der nægter reservetjeneste af klare ideologiske årsager. Han er den samme patriot, der lod sig rekruttere til elite-efterretningsenheden i 2003 og vil til enhver tid forsvare Israels ret til selvforsvar mod dem, der ønsker staten ondt.

Men otte års adgang til alle de hemmeligheder, som ingen andre israelere kender til, har alligevel ændret ham. Han er klogere, mere moden og mener, at Israels efterretning går over stregen når det gælder indsamling af meget private oplysninger om palæstinensere. Oplysninger der i sidste ende, ifølge D og de øvrige nægtere, bruges og kan bruges til at svække palæstinenserne politisk og afpresse almindelige og uskyldige borgere, der ikke nyder samme beskyttelse som borgerne i suveræne stater.

Som i et af de vidneudsagn soldaterne har skrevet, og som er blevet godkendt af Israels militære censor:

»Jeg lyttede en gang til en samtale som en israelsk sikkerhedsofficer havde med en palæstinenser, som han forsøgte at rekruttere. Samtalen blev brugt til undervisning i enheden i årevis. På et tidspunkt siger officeren:

»Din kones bror har kræft«. Palæstinenseren siger: »Og hvad så?« Officeren siger: »Men, du ved jo ...« Herfra fortsætter de med at tale om andre ting, men den israelske officer bliver ved med at vende tilbage til kræftsagen. Han sagde noget i retning af: »Vores hospitaler er gode«. Han tilbød tydeligvis palæstinenseren noget eller truede ham,« fortæller en af de tidligere soldater, der har skrevet under på brevet.

I andre tilfælde nævnes indsamling af privat data, der bruges til afpresning af palæstinensere, så de lader sig rekruttere til den israelske efterretning. Censuren lod følgende slippe igennem:

»På basen bad de os om at finde og dokumentere saftige detaljer. Blandt den slags detaljer er enkeltpersoners økonomiske situation, seksuelle præferencer, kroniske sygdomme eller en beslægtet, der har brug for lægehjælp.«

Den israelske organisation Læger for Menneskerettigheder har i en årrække hjulpet palæstinensere fra Gaza med at opnå tilladelser til rejse til Israel for at modtage lægebehandling eller anden særlig behandling, der ikke er mulighed for at få i Gaza.

TV: Israelsk soldat fortæller her om brevet til Netanyahu:

I organisationens rapporter afsløres det, at den israelske sikkerhedstjeneste i en række tilfælde bruger de syges palæstinenseres afhængighed af israelsk hjælp til at presse dem til samarbejde. Ifølge Læger for Menneskerettigheder er der gentagne tilfælde, hvor sikkerhedstjenesten sender patienter tilbage til Gaza i sidste øjeblik, hvis palæstinenserne nægter at samarbejde.

»Der er stadig adskillige tilfælde, hvor patienter inviteres til møder med den israelske hær for at få tilladelse til at rejse ind i Israel. Fra samtaler med palæstinenserne ved vi, at hæren forsøger at presse dem til at arbejde for Israels efterretningsvæsen,« fortæller Mahmoud Abo Arisheh fra Læger for Menneskerettigheder.

Af erfaring ved han, at møderne for det meste er meget ydmygende for palæstinenserne.

Det er den slags fortællinger, der har fået D og de øvrige soldater til at skrive under på nægterbrevet. De fortæller ikke selv detaljer fra værnepligten, da de dermed ville bryde loven. Men enhver med minimalt kendskab til 8200-enheden og dens mange opgaver vil vide, at indsamling af informationer, der ikke er offentligt tilgængelige, er enhedens ekspertise.

Noa, en af de reservesoldater, der har skrevet under, er en lav 26-årig kvinde. Hun fortæller om, hvordan hun søgte et job efter afsluttet militærtjeneste og blev bedt om at løse en særlig opgave til sit første interview. Hun løste opgaven uden problemer, sådan som de intelligensstærke rekrutter fra 8200 er vant til. Hun var en anelse overrasket, da intervieweren med undrende øjne sagde til hende:

»Men Noa, du ved godt, at den metode er ulovlig, ikke sandt?«

»Min tankegang var stadig i militæret, og jeg skulle omstille mig til den civile verden, hvor den slags ikke er lovligt,« siger hun.

Det tætteste D kommer detaljer fra sin egen tjeneste er en episode, der fandt sted i 2003. Året hvor han selv lod sig rekruttere. Han kan fortælle om episoden, fordi den har været offentliggjort i et israelsk dagblad. Nu bekræfter han med førstehåndsinformationer fra korridorerne i 8200. En episode der måske er den allertungeste for hans eget vedkommende. En lektie han har lært, men som 8200 til hans store skuffelse intet har lært af:

I 2003 under den palæstinensiske intifada havde den israelske hær for vane af bombe tomme bygninger for at straffe palæstinenserne. Dette ændrede sig ifølge D efter et terrorangreb i Tel Aviv. Den militære ledelse besluttede at straffe Fatah i Gaza, selv om angrebet ikke var blevet udført af Fatah og ikke havde sin oprindelse i Gaza.

Den afgørende ændring var, at ordren gik på, at der denne gang skulle være mennesker til stede i den udvalgte bygning.

Alon, der dengang aftjente værnepligt i 8200, blev sat til at give grønt lys når, der var mennesker i bygningen. Apache-helikopterne var allerede i luften, da Alon meddelte sine overordnede, at han nægtede at give grønt lys for operationen, fordi der efter hans mening var tale om uskyldige mennesker uden tilknytning til terrorangrebet i Tel Aviv.

Operationen blev afblæst, de intetanende palæstinensere overlevede, og Alon blev straffet med øjeblikkelig afskedigelse fra 8200. For D er den episode ikke kun en skelsættende begivenhed på det personlige plan, men også et eksempel på 8200 enhedens moralske problemer.

»Så vidt jeg er informeret var ingen interesserede i at stille spørgsmålstegn ved ordren, men kun i at undersøge om den ansvarlige løjtnant havde nægtet en ordre eller ej,« fortæller D.

Episoden blev senere brugt i 8200 til at uddanne nye rekrutter. Med hærens udgave af episoden, der fremstillede den nævnte løjtnant som en tøvende og forvirret person, der tog den forkerte beslutning på et kritisk tidspunkt.

»Jeg sad selv i en af klasserne, hvor episoden blev diskuteret. Jeg husker, at vi fik at vide, at en terrorist med forbindelse til angrebet i Tel Aviv opholdt sig i det hus, der skulle bombes. Stemningen var at løjtnanten havde fejlet, og at der ikke findes illegale ordrer i 8200. Kritik af ordrer er ikke tilladt,« siger D.

D nævner en anden episode for at beskrive den negative udvikling, han mener finder sted i 8200-enheden og måske endda i hele det israelske samfund. Han taler om Hamas' leder, Salah Shehadeh, der blev likvideret sammen med 14 familiemedlemmer. En operation der førte til omfattende kritik af militærets ledelse.

»I dag, mere end ti år senere, skaber det så godt som ingen kritik, når palæstinensere bombes. Og så vidt jeg ved har ingen i 8200 nægtet at udføre ordrer under den seneste krig i Gaza.«