Israels efterretningstjeneste opretter hemmelig enhed. Den har ét mål: Hævn
Efter holocaust og München-massakren oprettede Israel særlige enheder, der skulle jage gerningsmændene. I kølvandet på Hamas' terrorangreb oprettes en lignende enhed.

Efter holocaust og München-massakren oprettede Israel særlige enheder, der skulle jage gerningsmændene. I kølvandet på Hamas' terrorangreb oprettes en lignende enhed.

Den interne israelske efterretningstjeneste Shin Bet har oprettet en ny særlig enhed.
NILI, kaldes den.
Enheden har fået ét mål:
Jagt og dræb de Hamas-terrorister, som var ansvarlige for at gennemføre terrorangrebet mod Israel 7. oktober, hvor mere end 1.400 israelere blev dræbt.
Mens militæret har til opgave at bekrige Hamas generelt, har denne NILI-enhed altså til formål specifikt at jage personer, som spillede en rolle i terrorangrebet og var med til at tage gidsler tilbage til Gaza.
Det skriver The Jerusalem Post og det amerikanske krigsmedie The Debrief.
Enheder som NILI-gruppen spiller en særlig rolle i Israels historie.
Efter Anden Verdenskrig oprettede Shit Bet og udenrigsefterretningstjenesten Mossad en særlig enhed, der blandt andet fangede Adolf Eichmann – SS-officer og en af hovedarkitekterne bag holocaust.
Det lykkedes Eichmann at flygte til Argentina efter krigen, hvor han levede under navnet Ricardo Klement – indtil han i 1960 blev fanget af israelske agenter og bragt til Israel, hvor han blev dømt og hængt.
Efter München-massakren i 1972, hvor militante palæstinensere dræbte fem israelske atleter og seks trænere under OL og tog flere gidsler, lancerede Israel en operation med øgenavnet Operation Bayonet:
I 20 år jagede og dræbte Israel medlemmer af PLO og den militante palæstinensiske gruppe Sort September, som stod bag angrebet i München.
Den nye NILI-enhed opererer i hemmelighed. Og den menes at operere uafhængigt at den overordnede militære mission i Gaza, skriver The Debrief.
Enheden får angiveligt til opgave at fokusere særligt på medlemmer af Hamas' såkaldte Nukhba-enhed.
Nukhba betyder »elite« på arabisk, og enhedens ledere menes at have planlagt angrebet på Israel.