Israels dårlige samvittighed

Yehuda Shaul har i ti år fået israelske ekssoldater til at fortælle de ubehagelige sandheder om besættelsen. Han er lagt for had og foragtet, men nogle må bryde tavsheden for at redde Israel, siger Yehuda Shaul, der står bag organisationen »Breaking the Silence« – og kaldes »forræder« af Israels udenrigminister.

Mindst 80 palæstinensere blev i weekenden tilbageholdt og afhørt i det højspændte område omkring Hebron på Vestbredden, hvor den israelske hær jagter de personer, som står bag bortførelsen af tre israelske teenagere. Israels premierminister, Benjamin Nethanyahu, har slået fast, at den palæstinensiske organisation Hamas står bag kidnapningen – og at israelske soldater vil »tage alle midler i brug« i eftersøgningen. Netop brugen af »alle midler« er baggrunden for, at organisationen »Breaking the Silence« indsamler beretninger fra tidligere soldater i de besatte områder, som skal gøre den israelske befolkning opmærksom på den massive brug af militærmagt. Foto: Ammar Awad/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

HEBRON/JERUSALEM: Måske har Yehuda Shaul begået en krigsforbrydelse. Det nye årtusinde var netop begyndt, og den palæstinensiske intifada var ved at tage til i styrke med vold og gengældelser fra begge sider. Som nyuddannet, israelsk soldat blev Shaul sendt til Hebron i den sydlige del af Vestbredden for at forsvare bosættere og sikre israelsk kontrol med byen.

»Vi blev sendt hen til en skole, som vi overtog og gjorde til vores militærlejr. Jeg var manden bag en automatisk granatkaster og fik at vide, at jeg skulle skyde over mod et palæstinensisk kvarter. Jeg syntes, at det var vanvittigt. Under øvelse havde vi en sikkerhedsregel om, at ingen måtte være nærmere end halvanden kilometer fra målet. Et sådan våben dræber i en radius af otte meter og sårer folk i 16 meters omkreds. Det er ikke et præcisionsvåben og kan affyre 88 granater i minuttet,« fortæller Shaul.

»Klokken seks begyndte det at blive mørkt, og så blev vi beskudt fra palæstinensisk side, og så skød jeg tilbage. Vi kunne jo ikke tillade, at bosættere blev beskudt. Det var derfor, vi var her. Jeg begyndte at skyde, men jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skød på, eller hvorfra vi blev beskudt.«

Den i dag 31-årige Shaul ved ikke, om han ramte civile med sine skud den dag i Hebron og i ugerne derefter.

»Første dag var meget anspændt. Anden og tredje dag mindre og efter en uge, var det den mest spændende tid på dagen. Så efter et stykke tid blev det kedeligt, og vi begyndte at lave små lege ved at skyde efter bilernes dæk og den slags.«

Han ser lidt frem for sig. Der er helt stille i det nu tomme, tidligere hovedstrøg i Hebron. Her er kun et par bosættere. Palæstinensere må ikke være i gaden, og de tidligere butikker er boltet og svejset til bag metaldøre.

I dag lyder der sjældent skud i Hebron, men det er her, Mellemøstens ældste konflikt viser sit ansigt i den mest rå og brutale form. Hadet og vreden simrer overalt i de tyste gader – og på den anden side af de militære kontrolposter, dér hvor palæstinenserne har lov at være, og hvor der er ståltrådshegn over markedsgaden for at tage det værste af det, som bosættere fra første og anden sal smider ned over dem.

En lille gruppe soldater kommer forbi. De stirrer på Shaul, men de siger ingenting. Måske foragter de ham på linje med Israels udenrigsminister, Avigdor Lieberman, der har kaldt ham »forræder«.

»Jeg er stolt over at være israeler«

Måske mener de ligesom premierminister Benjamin Netanyahu, at Shaul og hans ligesindede skader Israel og fastholdelsen af den jødiske, moralske ret til landet. Og måske vil de slutte sig til den lille skare af tidligere soldater, som i ti år er mødt frem hos Shaul og de andre i organisationen »Breaking the Silence« for netop at bryde tavsheden – for at fortælle om, hvad de har været med til og overværet af overgreb mod den palæstinensiske befolkning i de besatte områder.

»Jeg er stolt over at være israeler. Jeg skammer mig bare over 47 års militær besættelse, og hvad den har ført til. Det er det sidste, som israelerne ønsker at blive mindet om, og derfor giver det god mening, hvis folk hader os. Men sandheden er, at vi ikke kan flygte fra det, og vi forsøger at åbne folks øjne ved at bringe »Hebron ind i Tel Aviv«. På en måde er jeg fortsat i militæret. Jeg udkæmper den nødvendige kamp for det her land,« siger Shaul

Hans oplevelser i hæren fandt sted under den blodigste konfrontation hidtil under besættelsen med utallige angreb fra begge sider. I dag samarbejder Det Palæstinensiske Selvstyre ifølge højtstående, israelske militærkilder på afgørende vis om at holde palæstinensiske militante under kontrol, men selv i løbet af de for nyligt sammenbrudte ni måneders fredsforhandlinger blev omkring 60 palæstinensere skudt og dræbt af israelsk militær og det paramilitære grænsepoliti. De israelske myndigheder understreger, at alle militære aktioner er begrundet i sikkerhedshensyn, og at drabene efterforskes. Kritikere påpeger, at sagerne næsten aldrig fører til dom. I øjeblikket er der stor debat om nylige drab på en 15-årig og en 17-årig palæstinenser. De deltog i en demonstration ved et fængsel og blev ifølge videooptagelser skudt og dræbt fra lang afstand. USA har krævet en grundig undersøgelse. Udenrigsminister Avigdor Lieberman har i israelske medier kaldt kravet »hyklerisk« og sagt, at den israelske hær, IDF, undersøger, hvad den skal.

»IDF er det mest moralske militær i verden,« lyder konstateringen fra Lieberman med en formulering, der ofte bliver brugt af det officielle Israel til at imødegå kritik.

»Breaking The Silence« oplever fortsat en strøm af ekssoldater, der vælger at berette om deres tid på Vestbredden. De fortæller om en hverdag med israelske soldaters totale kontrol og vilkårlige indgreb i palæstinensernes liv. De israelske myndigheder henviser til terrorangreb og indgriben over for terrorplaner og behovet for »at sikre jødiske liv«.

Men til Shaul og hans kolleger beretter soldaterne om en militær dagsorden, der går langt videre end det. Om at lade civile palæstinensere »føle vores tilstedeværelse« med anholdelser om natten og ransagninger uden begrundede mistanker, om brug af magten til at besværliggøre livet for palæstinenserne – og om at forsvare radikale bosættere, næsten uanset hvad de gør i de daglige sammenstød med palæstinensere.

Ønsker at leve moralsk

Det var det, der fra begyndelsen fik Shaul til at stille spørgsmål til soldaterkammerater og officerer, da han kom ind i hæren.

»Jeg er ikke advokat. Måske kan besættelsen i sig selv være lovlig, men det er jeg mindre interesseret i. Det, vi gør, er umoralsk, og jeg ønsker at leve efter en moralsk lov,« siger han.

Shaul fortæller, at han voksede op i Israel »på det politiske højre i en ortodoks familie«. Da han var teenager gjorde han oprør mod både religionen og den nationalistiske ideologi. Siden tog han religionen til sig igen, men han har aldrig forliget sig med, at målet om »det historiske, jødiske hjemland« skulle hellige midlet og give ret til at lade andre lide.

»Jeg er zionist. Vi er ikke bare en flok hvide mennesker, der er kommet for at overtage det hele og gøre folk ondt. Vi har tusinder af års historie her, og i Hebron skal man kun 50 cm ned for at finde de jødiske spor. Jeg tror bare, at det her projekt vil betyde enden på zionismen,« siger Shaul.

»Når vi forsøger at rodfæste besættelsen og kontrollere palæstinenserne, viser vi faktisk over for dem i verden, der ikke kan lide Israel, at vi er et imperialistisk regime, og at det er, hvad det drejer sig om. Derfor mener jeg, at vi må afslutte besættelsen for at redde Israel. Det handler om, hvad vi står for, og hvad der er rigtig og forkert.«

»Jeg har ikke noget valg«

Yehuda Shaul tog initiativet til »Breaking the Silence« efter sine oplevelser under den blodige opstand, Intifadaen, som radikaliserede den israelske debat i en religiøs-nationalistisk retning, der i dag er helt dominerende politisk. Regeringsmedlemmer taler åbent om at annektere størsteparten af Vestbredden, og den traditionelle, israelske fredsfløj skrumpede ind til nogle få markante stemmer, der ikke længere kan mobilisere folk til at rejse krav om at komme palæstinenserne i møde og søge forsoning. Konflikten er blevet umenneskeliggjort.

»Politisk er situationen værre end nogensinde. Besættelsen koster ikke noget, og mange israelere tænker, at hvis det går godt nok, hvorfor så ændre det. Diplomatisk har det ikke reelle konsekvenser og heller ikke sikkerhedsmæssigt. Sådan tænker man jo også i Danmark. Busserne eksploderer ikke mere, så problemet er væk. Men for palæstinenserne her i Hebron og andre steder er det et liv kontrolleret af andre og bestemt af israelsk militær,« siger han.

»Palæstinenserne her har hverken værdighed eller rettigheder. Besættelsen fortsætter bare, men det vil eksplodere igen, hvis der ikke kommer en reel fredsløsning for regionen. Derfor er det her min mission. Jeg har ikke noget valg. Tavshed er ikke en israelsk sygdom, men hvis man ikke ser for godt ud, så holder man op med at se sig selv i spejlet.«

For Shaul er det ikke en mulighed at forholde sig tavs:

»Vi ved alle, at det kan få konsekvenser at stå frem med navn, og at man kan retsforfølge os. Jeg kunne fortsætte i timevis med at fortælle om overgreb. Jeg er faktisk også blevet afhørt nogle timer, men selv om jeg fortalte om forbrydelser, er jeg aldrig blevet stillet for en domstol, for det ville betyde at stille systemet for retten. Alt, hvad jeg gjorde, fik jeg ordrer om. Så måtte mine officerer også stilles for retten, og ingen vil tillade det.«

Moral og ansvar

For Shaul drejer det sig om moral og om at tage ansvar og gøre, hvad han finder rigtigt. Igen og igen tager han udenlandske og israelske besøgende med til gaderne i Hebron og fortæller, hvad der foregik, og hvad han selv oplevede. Nogle israelske politikere og sikkerhedsfolk har undladt rejser for ikke at risikere mulige, internationale anklager om krigsforbrydelser begået i de palæstinensiske områder. Det afviser Shaul, selv om beskydningen af civile områder i Hebron med granatkasteren blot var én af en række begivenheder, der kunne bringe ham i knibe:

»Jeg håber, at folk vil være fornuftige og se på, hvad vi foretager os i »Breaking the Silence«, men det vil aldrig forhindre mig at rejse. Hvis jeg eksempelvis bliver inviteret til Danmark, tager jeg af sted, og så må jeg stille mig op og tage de udfordringer, der kommer.«

Måske bliver det aldrig relevant.

Yehuda Shaul og »Breaking the Silence« er blevet rost og fremhævet i EU-sammenhæng og får støtte fra både den danske og andre europæiske regeringer. Hans fortælling giver mening for europæere, der tror på, at en tostatsløsning kan føre til fred. I de stille gader i Hebrons centrum og blandt en voksende gruppe af israelske jøder ser virkeligheden helt anderledes ud: Freden skal dikteres på Israels betingelser og forsvares med nødvendig magt over for en fjende, der altid vil stræbe dem efter livet.

En bosætter passerer tæt forbi.

»Arabere har stukket min far ned to gange,« hvisler han, stirrer intenst på Shaul og fortsætter ned ad den brede, øde vej.