To mænd er blevet dræbt ved Allenby-grænseovergangen mellem den israelskbesatte Vestbred og Jordan.
Det oplyser Israels ambulancetjeneste Magen David Adom - på dansk Røde Davidsstjerne - i et opslag på X.
Røde Davidsstjerne er en søsterorganisation til Røde Kors, ligesom Røde Halvmåne også er det.
I opslaget på X skriver organisationen, at gerningspersonen er blevet "neutraliseret".
Det samme siger Israels militær, der oplyser, at gerningspersonen blev "neutraliseret" på stedet.
- En terrorist ankom i en lastbil, der transporterede nødhjælp fra Jordan, og åbnede ild, udtaler militæret ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den israelske tv-station Channel 12 meddeler, at gerningspersonen er jordaner, men der er ingen bekræftelse af dette, skriver AFP.
Ifølge tv-stationens rapporteringer angreb gerningspersonen både med skud og med kniv. Kanalen viste i sin rapportering af hændelsen billeder af en blodig kniv og en pistol, der lå på jorden.
Mohamed al-Momani, der er talsperson for den jordanske regering, skriver i et opslag på X ifølge nyhedsbureauet dpa, at myndighederne i landet undersøger rapporter om en "sikkerhedshændelse".
Tilbage i september 2024 dræbte en bevæbnet mand fra Jordan tre israelere ved samme grænseovergang, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Efterfølgende blev gerningsmanden dræbt af sikkerhedsstyrker på stedet. På grund af angrebet var grænseovergangen lukket i to dage.
/ritzau/