Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Kampene mellem Israel og den palæstinensiske Hamas-bevægelse har spredt sig, og Israels militær annoncerede tidligt søndag morgen dansk tid, at hæren nu udvider nu sin landoffensiv i Gazastriben.
Israel har derfor indkaldt yderligere reservesoldater, der skal lægges til de titusindvis, der blev indkaldt op til landaktionen.
»Som forberedelse til missionen har styrkerne gennemgået en intensiveret træning og et grundigt planlægningsforløb. De er forberedt og står klar til den forhåndenværende opgave,« udtaler militærtalsmand Peter Lerner ifølge CNN i en erklæring.
Israels landaktion i Gazastriben blev indledt tidligere på ugen efter heftige luftangreb, som har kostet mange civile palæstinensere livet siden 8. juli.
Formålet med aktionen er ifølge Israels eget udsagn at finde og ødelægge Hamas-bevægelsens raketaffyringsramper og tunnelsystemer, der fører ind i Israel. Israel hævder, at der er blevet affyret flere end 1.700 raketter fra Gazastriben i den seneste tid, og at mellem 3.000 og 4.000 raketter er blevet destrueret i angreb.
Og Hamas-bevægelsen hævder, at den blot føjer nye missiler til sine våbenlagre og er klar til en længere konflikt.
Mindst 345 palæstinensere og syv israelere meldes dræbt under de seneste knap to ugers angreb, skriver nyhedsbureauet Reuters. Dødstallene er dog behæftet med nogen usikkerhed, og CNN melder om 373 dræbte.
Alene lørdag blev 62 dræbt i Gazastriben, meddeler de palæstinensiske sundhedsmyndigheder ifølge CNN.
Flere end 61.000 palæstinensere er flygtet fra deres hjem for ikke at blive ofre for de israelske angreb.