Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
TEL AVIV: Israel har afvist et forslag fra FNs generalsekretær om at indlede en international undersøgelse af forløbet om bord på et tyrkisk nødhjælpsskib, der kostede ni livet. Israels ambassadør i USA, Michael Oren, understreger over for amerikanske medier, at Israel kan undersøge sig selv:
»Vi afviser en international kommission. Vi drøfter en måde med Obama-regeringen, hvorpå vores efterforskning vil finde sted,« sagde Oren.
Samtidig forlød det i går, at Israels militær havde afværget et angreb ud for Gazas kyst og dræbte fire palæstinensiske militante.
»Et israelsk flådefartøj fik øje på en båd med fire mænd i dykkerdragter på vej til at udføre et terrorangreb og skød på dem,« lød det fra en talsmand for det israelske militær.
Sikkerhedsrepræsentanter fra den islamiske gruppe Hamas, der har magten i Gaza-striben, sagde, at fire lig var blevet fundet, og at en femte mand var meldt savnet.
I en anden episode i Gaza-striben affyrede et israelsk krigsfly et missil mod en gruppe militante i et åbent område tæt ved Gaza By. En mand blev hårdt såret. En israelsk talsmand beskyldte gruppen for at ville affyre en raket mod Israel.
Israel afviser FN-panel
FNs generalsekretær, Ban ki-Moon, har foreslået at etablere et panel med den tidligere newzealandske premierminister Geoffrey Palmer i spidsen og repræsentanter fra Tyrkiet, Israel og USA for at undersøge episoden på nødhjælpsskibet »Mavi Marmara« ud for Gazas kyst i sidste uge. Israels premierminister Netanyahu sagde imidlertid søndag til allierede i Israels højreorienterede regering, at Israel er i færd med at undersøge andre muligheder.
Det udløste en strøm af international fordømmelse, da israelske marinetropper dræbte ni aktivister om bord på det tyrkiske nødhjælpsskib »Mavi Marmara«. Israel siger, at aktivister angreb marinesoldaterne med køller, knive og pistoler, og at tropperne derfor agerede i selvforsvar. Men aktivisterne understreger, at soldaterne gik løs på dem uden videre.
Israel har ret til selv at undersøge forløbet, pointerer Israels ambassadør i USA, Michael Oren:
»Israel er en demokratisk nation. Israel har evnen og retten til at undersøge sig selv og ikke blive undersøgt af et internationalt organ,« udtalte han.
Støtte til tyrkisk krav
Den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, sagde til CNN, at Ankara vil insistere på en uafhængig kommission:
»Vi vil vide, hvad der skete. Hvis Israel afviser dette, er det endnu et bevis på deres skyld.« Tyrkiets forhold til Israel har siden operationen nået nulpunktet. Israel ønsker nu en undersøgelse af den tyrkiske regerings bånd til gruppen IHH, som Israel beskylder for at være en islamistisk organisation, der arrangerede nødhjælpssejladsen.
Frankrig og Storbritannien mener som Tyrkiet, at der bør være en international tilstedeværelse i undersøgelsen af forløbet.
Ifølge den israelske avis Haaretz sagde forsvarsminister Ehud Barak under et lukket møde, at Israel ikke skal skynde sig med at etablere en undersøgelseskommission. Vent »yderligere to til tre uger, alle vil glemme det, og presset mod os vil forsvinde,« sagde han.