Israels militære chef, generalløjtnant Eyal Zamir, varsler intensiverede angreb mod Hizbollah-bevægelsen i Libanon.
- Over 1000 Hizbollah-terrorister er blevet elimineret, og det antal vil fortsætte med at stige. Skaden på Hizbollah vil blive intensiveret, siger Zamir ifølge en udtalelse fra militæret.
Hans udtalelse kom under et besøg hos israelske soldater i det sydlige Libanon søndag.
Generalløjtnanten siger videre, at militæret arbejder på at "undertrykke" Hizbollahs evne til at affyre våben som mortérer og andre projektiler, der flyver i en høj bane.
- Det vil tage tid, men vi vil fortsætte med at svække deres kapacitet betydeligt, siger Zamir.
Det er fortsat Israels "øverste prioritet" at få afvæbnet Hizbollah, tilføjer han.
Under Israel og USA's foreløbig fem uger lange krig mod Iran har Hizbollah løbende angrebet primært det nordlige Israel med droner og raketter.
Det har fået Israel til at svare igen med angreb på mål, der sættes i forbindelse med Hizbollah i Libanon.
Angrebene har især været rettet mod Beirut og det sydlige Libanon.
Tidligere i denne uge meddelte Israels forsvarsminister, Israel Katz, at Israel vil etablere en sikkerhedszone i det sydlige Libanon og fortsat kontrollere området, efter at den igangværende væbnede konflikt med Hizbollah er ovre.
Tidligere søndag opfordrede Libanons præsident, Joseph Aoun, til at forhandle med Israel i et forsøg på at skåne Libanon for mere ødelæggelse.
- Israel vil muligvis ønske at gøre i det sydlige Libanon, som landet gjorde i Gaza, sagde han ifølge mediet Naharnet i en tale sendt på tv.
- Gaza blev ødelagt, over 70.000 mennesker blev dræbt, og i sidste ende satte de sig og forhandlede. Så hvorfor forhandler vi ikke, indtil vi i det mindste kan redde de huse, der endnu ikke er ødelagt?
Hans opfordring til forhandling er ikke umiddelbart blevet besvaret fra israelsk side.
Over en million af Libanons knap seks millioner indbyggere er sendt på flugt fra deres hjem, efter at Israel optrappede indsatsen i landet.
/ritzau/AFP
