Israels premierministerkontor takker USA's præsident, Donald Trump, for hans indsats for fred i Gaza, efter at FN's Sikkerhedsråd mandag vedtog en resolution, der godkender Trumps fredsplan.
Det skriver premierministerkontoret på X.
- Vi tror på, at præsident Trumps plan vil føre til fred og velstand, fordi den insisterer på fuld demilitarisering, afvæbning og deradikalisering af Gaza.
Samtidig opfordrer det israelske premierministerkontor sine naboer i Mellemøsten til at normalisere deres forhold til Israel efter Gaza-krigen.
- Israel rækker hånden ud med fred og velstand til alle vores naboer og opfordrer dem til at normalisere deres forhold til Israel og tilslutte sig vores indsats for at fjerne Hamas og dets støtter fra regionen, lyder det på X.
Det israelske premierministerkontor skriver, at Trumps plan - ifølge Israel - vil føre til, at Israel og dets naboer i Mellemøsten kommer tættere på hinanden, og at Abraham-aftalerne vil blive udvidet.
Abraham-aftalerne omfatter fire normaliseringsaftaler, som blev indgået mellem Israel og henholdsvis De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Marokko og Sudan i 2020.
Det var første gang i 26 år, at et eller flere arabiske lande normaliserede deres forhold til Israel og dermed formelt anerkendte den israelske stat.
I 1994 indgik Israel en fredsaftale med Jordan, hvormed deres diplomatiske relationer blev normaliseret, og i 1979 var det Egypten, som sluttede fred med og anerkendte den israelske stat.
13 medlemmer af FN's Sikkerhedsråd - herunder Danmark - stemte for resolutionen, som blev vedtaget mandag.
Rusland og Kina undlod at stemme. Ingen nedlagde veto.
Trumps fredsplan omfatter blandt andet udstationering af en international styrke og en vej til en fremtidig palæstinensisk stat.
Ifølge resolutionen kan FN's medlemsstater deltage i et såkaldt fredsråd, der er tænkt som en midlertidig myndighed med ansvar for genopbygning og økonomisk genopretning af Gazastriben.
/ritzau/
