Israel trækkes ind i den syriske borgerkrig

Et angreb på israelske soldater ved våbenstilstandslinjen i Golan viser, at det bliver sværere og sværere for Israel at undgå følgerne af kampene i nabolandet. Samtidig puster ledende politikere til uro på næsten alle fronter, og selv forholdet til USA sættes under pres.

En officer tager sig af en israelsk officer ved en landingsbane på Haifas Rambam-hospital i det nordlige Israel. Tirsdag blev fire israelske soldater ramt af en avanceret vejsidebombe op ad det israelske sikkerhedshegn ved våbenstilstandslinjen. Én af soldaterne blev alvorligt kvæstet. Fold sammen
Læs mere
Foto: AVISHAG SHAR YASHUV
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Det subtile element i budskaber afsendt i Mellemøsten er nogle gange til at overse. Israel har nu med det første luftangreb som direkte deltager i krigen i Syrien, signaleret »hertil og ikke længere«. Hizbollah har som – af Israel formodet –ansvarlig for et forudgående direkte angreb i Golan-højderne på israelske soldater, sat en »pris« på israelske angreb på libanesisk territorium. Det syriske regimes budskab var mere afdæmpet ved at nøjes med at kalde det israelske angreb på syriske soldater for en »aggressiv handling«, som truer regional stabilitet og sende en klage til FN. Præsident Bashar al-Assad har ved ikke at gengælde tidligere israelske angreb signaleret, at han har »nok at se til« med borgerkrigen og ikke ønsker at åbne en ny front mod en klar overlegen fjende.

Det er situationen, efter at våbenstilstandslinjen mellem Israel og Syrien de seneste dage har oplevet den voldsomste uro i fire årtier.

»Vi angriber dem, der angriber os«

Tirsdag blev fire israelske soldater ramt af en avanceret vejsidebombe op ad det israelske sikkerhedshegn ved våbenstilstandslinjen. Én af soldaterne blev alvorligt kvæstet. Hizbollah har ikke taget ansvaret for angrebet, men de israelske formodninger kommer på baggrund af bombens art, fordi angrebet fandt sted fra regimekontrolleret område, og fordi Hizbollah har meddelt, at man vil svare igen på et israelsk angreb for nogle uger siden mod en formodet våbentransport, der lige havde krydset grænsen til Libanon. Israel har ikke taget ansvaret for dét angreb, som er det første af en række luftangreb, der finder sted på libanesisk og ikke syrisk grund.

Derimod har Israel imod den hemmelighedsfulde sædvane straks taget ansvaret for luftangrebet onsdag morgen. Den syriske hær har oplyst, at én blev dræbt og syv såret ved luftangrebet mod Quneitra-regionen. Ifølge det israelske militær blev et militært hovedkvarter, artilleristillinger og en træningsbase ramt.

»Vores politik er meget klar. Vi angriber dem, der angriber os. Vi blokerer også efter bedste evne våbentransporter til vands, over land og i luften, og det vil vi fortsat,« lød det fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i hans erklæring ved sit kabinetsmøde efter luftangrebet.

Israelske medier videregav torsdag lokale sikkerhedseksperters vurderinger om, at situationen ikke vil eskalere. At præsident Assad har forstået beskeden og ikke kan risikere en konflikt med Israel. At Hizbollah har forstået, at der er en væsentlig risiko ved angreb, også når de udføres i ly af den syriske borgerkrig og ikke fra libanesisk territorium.

»Der er ingen afsmitning her. Når den anden side ændrer spillereglerne, må Israel gøre det klart, at det indebærer en meget høj pris. Jeg tror, Assad er klar over prisen,« siger den tidligere militære efterretningschef, Amos Yadlin, til det israelske militærs radiostation.

Det er den rationelle analyse. Men en borgerkrig som den syriske er uforudsigelig, og rationaler kan ændre sig, som også Yadlin selv tidligere ved sikkerhedskonferencer har gjort det klart. På oprørets side er der eskstremistiske islamister med stillinger tæt på Golan-højderne, som har en kamp mod Israel som ideologisk mål. Præsident Assad kan være under pres fra Hizbollah, der i Libanon kritiseres skarpt for at trække landet ind ind i syrernes borgerkrig. Forsvar mod og angreb på Israel har altid været shiamilitsen Hizbollahs eksistensberettigelse, og det kan Hizbollah hurtigt få brug for at signalere igen over for libaneserne. Dertil kommer Irans regionale interesser med et utal af sikkerhedsmæssige bolde i luften.

»Hizbollah er Irans hær i Libanon. Det er det samme, de er bare arabere og ikke persere,« siger redaktøren for det libanesiske nyhedssite NOW, Hanin Ghaddar, der selv er shiamuslim men stærkt provestlig.

»Uden Syrien kan Iran ikke eksportere revolutionen, som er en hovedbestandel i regimet. Det betyder, at Hizbollahs involvering er vital for dem, og at Hizbollah har måttet ofre populariteten i Libanon og også popularitet i eget bagland.«

En leg med ilden

For Israel er borgerkrigen i Syrien en risikabel balancegang mellem den helt store gevinst og et forværret trusselsbillede. Præsident Assad vurderes nu så svækket, at man i Israel taler om at kunne nedgradere og spare på dele af hæren som kampvognsenheder, fordi Syrien ikke i lang tid fremover vil kunne være en strategisk trussel. Samtidig er det en indlysende kendsgerning, at israelerne mere end nogen nyder godt af den internationale afmontering af det syriske lager af kemiske våben. For nylig indstillede de israelske myndigheder på den baggrund den statslige udlevering af gasmasker til borgerne. Men en egentlig deltagelse i borgerkrigen kan fortsat kræve ofre i Israel og være en gnist i den regionale krudttønde, der kan vende dele af den stadig skarpere konflikt mellem shiaer og sunnier til en jihad fra begge sider mod den israelske ærkefjende.

Selv om der nu er alvorlig uro langs våbenstilstandslinjen til Syrien for første gang, kan man ikke ligefrem sige, at Israel forsøger at skabe ro eller holde lav profil på landets øvrige fronter. Minister for efterretningstjenesterne, Yuval Steinitz, har netop talt for, at »på et tidspunkt bliver vi nødt til at besætte og kontrollere Gaza i en begrænset periode. Steinitz, der regnes for en af de næreste fortrolige til Netanyahu, siger ifølge Jerusalem Post, at det drastiske skridt er nødvendigt for at undgå bevæbning med langtrækkende raketter af Gazastribens to ledende islamistiske bevægelser, Hamas og Islamisk Jihad, som ifølge ministeren »begynder at minde om bevæbningen af Hizbollah i Libanon«. Udenrigsminister Avigdor Liberman har allerede været på banen med lignende udtalelser.

Gaza-debatten i Knesset blussede op, da israelske soldaters drab på seks palæstinensere på 24 timer ved forskellige begivenheder blev besvaret med en raketregn fra stiben, dog uden at resultere i dødsfald eller væsentlige skader, ind i Israel. Israel svarede igen med massive flyangreb, som også blev koncentreret om mennesketomme installationer. Et klart signal om, at begge parter ikke ønsker eskaleringen lige nu, men samtidig en leg med ilden, som hurtigt kan komme ud af kontrol.

Langs den øvrige grænse mod syd kan israelerne glæde sig over, at ifølge flere forlydender har et glimrende sikkerhedssamarbejde om at bekæmpe militante islamister på Sinai-halvøen med de egyptiske generaler, efter at de har taget magten fra Det Muslimske Broderskabs folkevalgte præsident. Til gengæld har Israel netop lagt sig alvorligt ud med Jordans kongedømme, hvortil der ellers i øjeblikket hersker et stærkt interessefællesskab for at sikre stabiliteten i Jordan og for at holde palæstinensiske grupper i ro både i Jordan og på Vestbredden. En af de dræbte palæstinensere i sidste uge var en jordansk-palæstinensisk dommer, som blev skudt ned, da han kom i klammeri med soldater, da han ville krydse grænseovergangen »Allenby-broen« til Vestbredden. Det israelske militær har i første omgang sagt, at det drejede sig om en terrorist, der angreb soldaterne. Både den israelske præsident, Shimon Peres, og premierminister Netanyahu har foretaget telefonopkald til den jordanske konge, Abdullah, for at udtrykke deres »dybe beklagelse« over drabet, men det er blevet bemærket, at de ikke har direkte undskyldt endsige direkte kritiseret de israelske grænsevagter.

»Israel tillægger forholdet til Jordan og fredsaftalen mellem vore to lande stor vigtighed. Kong Abudllah II er en visionær leder, og under hans ledelse, spiller Jordan en nøglerolle i forsøget på at skabe fred og stabilitet i Mellemøsten,« lød det fra præsident Peres, der sagde, at Israel har indvilliget i et jordansk ønske om en fælles efterforskning af drabet.

Kritik af USA

Det er et samarbejde, som Det Palæstinensiske Selvstyre kun kan drømme om i forbindelse med de gentagne blodige konfrontationer på Vestbredden.

Man skulle måske tro, at bekymringer langs alle Israels grænser ville være tilstrækkeligt til at beskæftige Israels forsvarsminister, Moshe Ya’alon. I stedet har han netop ved en tale på Tel Aviv Universitet fastslået, at han nu ser et behov for, at Israel håndterer Iran »som om, at vi ikke har andre end os selv til at tage sig af os«. Tidligere er Ya’alon set som en ledende kraft imod et israelsk angreb mod det iranske atomprogram uden international opbakning. I sin tale begrundede forsvarsministeren sine nye tanker med USAs regerings »svaghed« og eftergivenhed på den internationale scene, eksemplificeret med atomforhandlingerne med Iran og Ruslands ageren i Krim-krisen.

Den voldsomme kritik af USA udløste en usædvanlig skarp protest fra det amerikanske udenrigsministerium og en telefonsamtale mellem USAs udenrigsminister, John Kerry, og Netanyahu. Den israelske forsvarsminister har siden haft en telefonsamtale med USAs forsvarsminister, Chuck Hagel, hvor han ifølge en erklæring fra sit kontor har sagt, at der ikke var nogen »kritik eller intentioner om at fornærme USA« eller at skade forholdet i de offentliggjorte bemærkninger.

En direkte forsvarsminister

En talskvinde for Kerry understregede, at chefen er »tykhudet«, og at USA nu er klar til at se fremad og tale videre om fredsprocessen mellem Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel. De bestræbelser fik i øvrigt i januar Ya’alon til i private møder at kalde Kerry for »uforståeligt besat« af forsøget på at skabe fred og værende »messiansk« i sine bestræbelser på at sikre sig Nobels fredspris. Her har Ya’alon så også senere trukket i land. Men ingen kan efterhånden være i tvivl om, hvad forsvarsministeren mener, og han er fortsat på sin post.

På sit kabinetsmøde erklærede Netanyahu, at handlekraften som vist mod Syrien er nødvendig for at det lave niveau af terror og angreb mod Israel kan fortsætte:

»Denne handlekraftige politik har sikret bevarelsen af Israels sikkerhed og for dets borgere. Relativt set i forhold til Mellemøsten i sin helhed, der går gennem dybtgående uro, er Israel det mest stabile og sikre sted i hele regionen.«

USAs fortsatte og trofaste støtte, fornuftsbåndet til Jordans konge og palæstinensisk modvilje mod ny intifada synes alle oplagte ingredienser til den tilstand uanset håndteringen af Hizbollah og Syrien. At den israelske premierminister og hans regering skulle være enig i dét budskab, subtilt eller ej, er svært at se i øjeblikket.