Israels regering vil stoppe den statslige støtte til den store israelske filmprisuddeling Ophir, efter at hovedprisen er givet til en film, som ifølge Israels kulturminister, Miki Zohar, er propalæstinensisk.
Det oplyser Miki Zohar ifølge nyhedsbureauet AFP.
Modtageren af Ophirs hovedpris - prisen for den bedste film - er automatisk Israels bud på en Oscar i kategorien Bedste Internationale Film.
Vinderfilmen med titlen "Hayam" handler om en 12-årig palæstinensisk dreng fra Ramallah på Vestbredden og hans drøm om at rejse til den israelske storby Tel Aviv for at se havet for første gang i sit liv.
I en udtalelse siger Israels kulturminister:
- Efter at den propalæstinensiske film "Hayam", som diskrediterer vores heroiske soldater, mens de kæmper for at beskytte os, vandt prisen for bedste film ved den skammelige Ophir 2025-ceremoni, har jeg besluttet at stoppe finansieringen af ceremonien med israelske borgeres penge.
Statsstøtten til prisuddelingen stopper fra 2026.
"Hayam", der betyder "havet" på hebraisk, er instrueret af den israelske filminstruktør Shai Carmeli-Pollak.
Palæstinensere, der er bosat på Vestbredden, har som udgangspunkt ikke tilladelse til at rejse ind i Israel og kan dermed ikke komme ud til Middelhavet ad den vej.
Vil de helt tæt på Middelhavet, kræver det en længere omvej via Israels nabolande - eller en særlig tilladelse fra de israelske myndigheder.
At få adgang til Israel kræver blandt andet en arbejdstilladelse eller tilladelse til behandling på et israelsk sygehus.
Der er 45 kilometer fra Ramallah til Middelhavet i fugleflugtslinje.
Fra Qalqilya, der er én af de palæstinensiske byer på Vestbredden, der ligger længst mod vest og dermed tættest på Middelhavet, er der blot 14 kilometer til havet.
/ritzau/