Israel sætter for første gang kurs mod Månen

Det er snart 50 år siden, at mennesker første gang nåede Månen. Torsdag sendte Israel en raket afsted.

SPACE-MOON/ISRAEL
Fartøjet blev sendt afsted klokken 20.45 på toppen af en Falcon 9-raket fra firmaet SpaceX, der bliver ledet af bilvirksomheden Teslas stifter, Elon Musk. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOE SKIPPER

En ubemandet raket blev torsdag aften lokal tid sendt i vejret fra Cape Canaveral i Florida med det israelske rumskib »Beresheet«.

Hvis missionen lykkes, vil det være første gang, at Israel får et rumfartøj på Månen. Men det vil også være den første private månelanding.

Fartøjet blev sendt afsted klokken 20.45 på toppen af en Falcon 9-raket fra firmaet SpaceX, der bliver ledet af bilvirksomheden Teslas stifter, Elon Musk.

»Det er historie, der bliver skabt, og det sker live! Israel stiler mod Månen, og I er alle inviteret til at se med«, siger SpaceIl, der designede rumfartøjet, i en besked på Twitter.

Det er den israelske forretningsmand og filantrop Morris Kahn, der har finansieret udviklingen af rumfartøjet. Resten af missionen er finansieret af israelske entreprenører.

Til at begynde med lød forventningen, at projektet ville koste omkring ti millioner dollar, men det er endt med at løbe op i 100 millioner dollar.

Selve opsendelsen blev fulgt direkte i Israel, hvor landets premierminister, Benjamin Netanyahu, så med side om side med ingeniører fra Israels luftfartsindustri.

»Beresheet«, der vejer 585 kilo, betyder »oprindelse« på hebraisk.

Rumskibet blev sendt i kredsløb om Jorden, og herfra skal det bruge sin egen motor til at komme sikkert gennem en rejse på syv uger for at nå Månen. Målet er at være fremme 11. april.

Missionen tager del i en fornyet global interesse for Månen, som bliver betegnet som Jordens "ottende kontinent". I år er det 50 år siden, at astronauter for første gang nåede Månen.

Tidligere på året - 3. januar - landede Kina på Månens bagside, i hvad der betegnes som den første "bløde landing" nogensinde.

Men USA er fortsat det eneste land, der har sat fod på Månens overflade. Det skete senest i 1972.

For Israel er selve landingen hovedmissionen. Men rumskibet har også forskningselementer med, der skal måle Månens magnetfelt. Håbet er, at det vil hjælpe til at forstå Månens formation.

/ritzau/AFP