Israel: Nye raketangreb fra Gaza - våbenhvilen brudt

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ISRAEL: Forhåbningerne om at kunne forlænge den nuværende våbenhvile i konflikten mellem Hamas og Israel synes at have lidt et foreløbigt knæk. Våbenhvilen blev ifølge de israelske myndigheder brudt, da der tirsdag eftermiddag blev affyret tre raketter fra Gaza mod den israelske industriby Beersheba i den sydlige del af landet.

Og det angreb vil blive besvaret, bebuder den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han har beordret det israelske militær til at angribe »terrormål« i Gaza som modsvar på raketangrebet.

Angrebene kommer efter, at parterne har holdt våbenhvile i knap en uge. De seneste dage har repræsentanter fra begge lejre forsøgt at nå til enighed om en permanent våbenhvile med Egypten som forhandler, men uenigheder har ført til, at parterne mandag aften måtte forlige sig med en 24-timers våbenhvile, da man endnu ikke kan samles om en permanent aftale.

Ifølge Reuters er et af stridspunkterne i de nuværende forhandlinger, at Hamas kræver, at der bliver åbnet en havneport og en lufthavn i Gaza, hvilket Israel har afvist at acceptere på nuværende tidspunkt.

Den nuværende våbenhvile udløber klokken 23 dansk tid tirsdag aften.