50 kampfly fra det israelske luftvåben har fredag angrebet den afdøde iranske leder Ali Khameneis underjordiske bunker i Irans hovedstad, Teheran.
Det skriver militæret på beskedtjenesten Telegram.
Den var ifølge israelsk militær tiltænkt at blive brugt af Ali Khamenei som en sikker kommandocentral i nødsituationer.
- Khamenei blev elimineret, før han kunne bruge bunkeren under operation "Brølende Løve", skriver Israel med henvisning til det navn, Israel har givet den seneste tids omfattende angreb mod Iran.
- Men området blev fortsat brugt af højtstående embedsmænd fra det iranske regime.
Oplysningerne fra Israel er ikke uafhængigt bekræftet.
Den israelske hær siger, at det underjordiske bunkerkompleks strakte sig over "adskillige veje i hjertet af Teheran".
Både i Teheran i Iran og Beirut i Libanon er de israelske angreb fortsat fredag.
Imens har man også inde i Israel kunnet høre lyden af eksplosioner fra det israelske luftforsvar, der reagerer på iransk beskydning, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ayatollah Ali Khamenei blev dræbt lørdag på førstedagen af de israelsk-amerikanske angreb på Iran.
Siden har konflikten præget store dele af Mellemøsten med flyaflysninger og missil- og dronenedslag.
Ifølge Irans præsident, Masoud Pezeshkian, er nogle lande begyndt at mægle i konflikten. Det er ifølge Reuters et af de hidtil første signaler om, at der er diplomatiske tiltag i konflikten.
- Nogle lande er begyndt at mægle, skriver Masoud Pezeshkian på det sociale medie X uden at komme med yderligere detaljer.
- Lad os gøre det klart: Vi er fast besluttet på at få en varig fred i regionen, men vi tøver ikke det mindste med at forsvare vores lands værdighed og autoritet, forsætter han.
/ritzau/
