Israel har modtaget liget af et gidsel fra Røde Kors i Gaza.
Det oplyser det israelske premierministerkontor tirsdag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den seneste overdragelse sker som led i den igangværende aftale om våbenhvile i Gaza.
- Israel har via Røde Kors modtaget en kiste med et faldent gidsel, der blev overdraget til det israelske militær og Shin Bet (efterretningstjeneste, red.), står der i en meddelelse fra premierministerkontoret.
Gidslet vil nu blive overført til retsmedicinere for at blive identificeret.
Overdragelsen sker, efter at den militante palæstinensiske gruppe Hamas tidligere tirsdag sagde, at det havde fundet liget af et gidsel i Shejaia, som er en forstad til Gaza By.
Gidslet var blevet fundet i et område, som Israel havde givet Hamas og Den Internationale Røde Kors Komité adgang til.
En våbenhvile, som USA var med til at forhandle på plads, har været gældende i Gaza siden 10. oktober.
De fleste kampe er ophørt. Men parterne har beskyldt hinanden for gentagne brud på våbenhvileaftalen, der indeholder en række faser, som endnu ikke er trådt i kraft - og som kan blive ganske svære at få gennemført.
Blandt andet skal Hamas ifølge aftalen afvæbnes.
Hamas har frigivet de sidste levende gidsler, siden den seneste aftale kom i stand - nemlig 20. Men inden tirsdag manglede otte ud af 28 døde gidsler fortsat at blive givet tilbage.
Israel har beskyldt Hamas for at trække processen med at overdrage de døde gidsler i langdrag.
Imens har den palæstinensiske gruppe sagt, at processen er langsom, da mange er begravet under murbrokkerne i det krigshærgede Gaza.
Det var den 7. oktober 2023, at Hamas førte an i et angreb mod Israel, der kostede 1200 mennesker livet, mens 251 gidsler blev taget med til Gaza.
Israels offensiv i Gaza har dræbt over 68.000 palæstinensere ifølge sundhedsmyndigheder i Gaza.
/ritzau/