Import af kommercielle varer til Gaza er blevet suspenderet.

Det meddeler Cogat, en enhed under Israels forsvar, der fører tilsyn med humanitære anliggender i Gaza, ifølge nyhedsbureauet AP.

Dermed lukkes for en afgørende kilde til mad og ly for Gazas befolkning.

En talsperson for Norsk Flygtningehjælp siger til AP, at de kommercielle varer er vigtige, da den humanitære sektor ikke kan klare det på egen hånd.

- Markedet er nødt til at fungere, siger talsperson Shaina Low.

Hvem der har truffet beslutningen om en suspendering, står ikke klart.

Ifølge Cogat er det palæstinensiske handlende, der er blevet trætte af den militante organisation Hamas' skatter.

Men formanden for en privat lastbilforening i Gaza siger til AP, at det er en beslutning truffet af Israel.

RITZAU