Israel holder fast i truslen om et angreb på Iran

Op til de planlagte forhandlinger om Irans atomprogram i morgen, advarer Israels premierminister Netanyahu og hans nærmeste rådgivere om, at de mener det alvorligt med truslen om at gribe militært ind, international aftale eller ej.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu (th.), modtager Frankrigs præsident, Francois Hollande, der er kommet på besøg i Israel, hvor de to bl.a. har drøftet de kommende forhandlinger om Irans atomprogram Fold sammen
Læs mere
Foto: NIR ELIAS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: I første omgang gælder det den diplomatiske »krig«, hvor den ellers nære amerikanske allierede er modstanderen. Hvis den tabes, kan Israel se sig nødsaget til at gribe militært ind over for Iran, hvis verden har indgået en »dårlig« atomaftale i stil med den, der hidtil har været på bordet.

Det fastslår Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, som har placeret sig i en absolut hovedrolle forud for de planlagte forhandlinger om det iranske atomprogram, som skal genoptages onsdag i Geneve, og som hverken Netanyahu eller israelske forhandlere skal deltage i.

Først på ugen mødtes han med den franske præsident, Francois Hollande, der er på besøg med en stor handelsdelegation, og som er blevet hyldet for at have »holdt stand« mod forsøget på at få en aftale på plads under de seneste forhandlinger.

Onsdag tager Netanyahu til Moskva for at tale sin sag hos den russiske præsident, Vladimir Putin. Håbet er tilsyneladende, at det tunge diplomatiske skyts så er på plads, inden USAs udenrigsminister, John Kerry, kommer til Jerusalem igen fredag. Her vil den israelske premierminister have lejlighed til at fremføre argumenterne om, at det iranske præstestyre er hårdt presset af økonomiske sanktioner, og at det er muligt helt at tvinge iranerne til ikke bare at opgive deres højt berigede uran men helt at gå med til den konkrete ødelæggelse af muligheden for at berige uran i det hele taget.

»Ellers er det ikke betydningsfuldt. Det ville det have været for nogle år siden, men nu har de centrifuger, der gør, at de kan genskabe det på få uger. Og når de har besluttet at lave bomben, vil det måske tage dem mindre end et år,« siger Yuval Steinitz, israelsk minister for efterretningstjenesterne og en af Netanyahus nærmeste politiske medarbejder.

Han siger, at Israel er fuldt informerede fra »alle parter« i forhandlingerne inklusiv viden om de iranske positioner, og at det er en »forfærdelig aftale for Israel og resten af verden«, der var på nippet til at blive indgået ved det seneste møde, hvor udenrigsministre og beslutningsdygtige udsendinge mødte frem fra USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, uden at gennembruddet blev til noget.

»Vi er imod en midlertidig aftale med lempning af sanktioner, der vil være vanskelige at genindføre,« siger Steinitz.

Ifølge israelsk opfattelse var det især Frankrig, som strittede imod, mens USAs regering var klar til indgå aftalen.

Farlig kurs

Mistilliden til præsident Barack Obamas regering har sendt chokbølger ind i det ellers så nære forhold mellem de to allierede og udviklet det til et bizart spil om, hvem der egentlig definerer USAs udenrigspolitiske kurs over for Iran. Netanyahu har med et vist held forsøgt at mobilisere amerikanske kongrespolitikere. De har med israelske argumenter truet med at vedtage nye, strammere sanktioner, der kan blokere for Obama-regeringens tilnærmelse til Iran.

Netanyahu har flere gange og senest under den franske præsidents besøg fremhævet, at verden bør tage det særligt alvorligt, at Israel og flere af de vigtigste arabiske lande for en gangs skyld er enige. Blandt andet skal Saudi-Arabiens kongehus være rasende over det amerikanske udspil for en atomaftale med Iran. Magasinet Foreign Policy konstaterer i en analyse, at det saudiske regime nærer en dyb frygt for iransk dominans over de arabiske golflande. »For første gang siden USA placerede sig som en stormagt i Mellemøsten, er alle landets vigtigste allierede – Egypten, Israel og Saudi-arabien – i åbent oprør mod dets politiske kurs,« lyder det i analysen.

Der har også været rapporter om, at saudierne har sendt generøs støtte til det pakistanske atomprogram og forventer at have en atombombe til afhentning der, hvis det skulle blive nødvendig. Ifølge britiske Sunday Times skal der endda være enighed mellem Riyadh og Jerusalem om, at israelske fly kan bruge saudisk luftrum til et eventuelt angreb på Iran og regne med materiel støtte fra saudisk militær.

Det viser samtidig, at den ifølge den israelske premierminister opsigtsvækkende »enighed« også er den i storpolitik banale historie om en fælles fjende, som både Israel og Saudi-Arabien ønsker at stække mest mulig. Mens Netanyahu i stærke vendinger opfordrer til, at stormagterne bør lytte til Mellemøsten, har han derimod ikke meget til overs for udsigten til enighed mellem de fem faste medlemmer af FNs Sikkerhedsråd samt Tyskland om, at en atomaftale nu med Iran vil være godt for det internationale samfund. Tværtimod har han netop igen understreget ansigt til ansigt med den franske præsident, Hollande, at Israel ikke vil »være bundet« af det, hvis der indgås en »dårlig aftale«.

Israelsk enegang

Flere israelske kommentatorer har de seneste uger konstateret, at en aftale med verdens stormagter vil lukke muligheden for israelsk militær enegang mod Iran. Men Netanyahus netop afgåede sikkerhedsrådgiver siger i et interview med Financial Times, at der ikke er nogen tvil om, at hans tidligere chef vil tage beslutningen, hvis det er nødvendig.

»Vi har vores egen suverænitet. Hvis Israel er i en position, hvor Israel må forsvare sig selv, vil Israel gøre det,« siger Yaakov Amidror til avisen.

Ifølge israelske medier har Netanyahu-regeringen investeret milliarder af shekel de seneste år i at holde den militære mulighed for et angreb på Iran muligt. Nogle mener, at den israelske premierminister allerede ønskede at angribe sidste år men blev holdt tilbage af sit eget sikkerhedskabinet og den militære top, som mente, at det var for risikabelt for Israel at gå enegang.

Andre henviser til, at Netanyahu trods sin krigeriske retorik faktisk er premierministeren, der aldrig har været i krig i modsætning til en række af sine forgængere. Selv siger han, at Israel gerne vil have en »diplomatisk løsning«, men med sine krav har det karakter af en betingelsesløs overgivelse. Den slags kommer sjældent uden en militær konflikt, som Vesten og især USA tydeligvis vil strække sig meget langt for at undgå. USAs udenrigsministerium advarer kongrespolitikerne om, at ingen løsning kan føre til en ny krig i Mellemøsten, som den amerikanske befolkning ikke ønsker.

For Netanyahu er det en vanskelig balancegang. Flere fremtrædende ministre og også den tidligere premierminister Ehud Olmert, har på et besøg i USA advaret om, at det aldrig vil være i Israels interesse at udstille uenighed med den nære allierede i fuld offentlighed, og at det i øvrigt er vigtigt hurtigst muligt at få genoprettet de sædvanlige nære forbindelser. Israels 90-årige præsident, Shimon Peres, leverede ved en prisceremoni i sin tale, hvad der bedst kan karakteriseres som en skarp irettesættelse:

»USAs støtte til Israel er unik. Vi er heldige, at USA har været og fortsat er vores ven og allierede. Der har ikke været en israelsk anmodning, som Obama-administrationen ikke har svaret på, inklusiv at nedlægge veto mod en resolution i FNs Sikkerhedsråd om bosættelser på trods af det faktum, at USA ikke betragter bosættelserne som lovlige,« sagde Peres.

»Hvis vi er uenige bør vi lade det blive hørt, men vi bør huske på, at amerikanerne også ved noget om, hvordan tingene hænger sammen. Det er ikke bare os.«