Ligene af to afdøde israelske gidsler, der er blevet frigivet af den militante bevægelse Hamas, er blevet identificeret.

Det oplyser Israels militær, IDF, ifølge nyhedsbureauet AFP og flere israelske medier.

Ifølge The Times of Israel blev gidslernes jordiske rester overdraget i kister til Røde Kors, som gav dem videre til IDF.

Soldaterne inspicerede kisterne, indhyllede dem i israelske flag og afholdt en kort ceremoni ledt af en rabbiner fra militæret. Herefter blev de kørt til Abu Kabir, der er det retsmedicinske institut i Tel Aviv, hvor de blev identificeret.

Der er tale om to mænd på henholdsvis 38 og 85 år.

Et tidligere gidsel ved navn Farhan al-Qadi, der blev befriet af IDF i august sidste år, fortæller The Times of Israel, at han var sammen med den 85-årige mand, da han døde. De blev holdt fanget på et hospital i Gaza, fortæller han.

Ifølge Farhan al-Qadi havde den 85-årige mand diabetes. Han mener, at den 85-årige døde af mangel på behandling, underernæring og vanrøgt.

Det er ikke blevet bekræftet, at den 85-årige havde diabetes, eller at det var årsag til hans død.

Ifølge The Times of Israel er der nu 13 afdøde israelske gidsler tilbage i Gaza.

I forbindelse med våbenhvilen i Gaza har Hamas sagt ja til at frigive 28 afdøde gidsler.

Røde Kors oplyste ifølge The Times of Israel tirsdag, at det har stået for overbringelsen af 15 palæstinensiske lig fra Israel til Gaza. Dermed har man overrakt i alt 165 palæstinensiske lig under våbenhvilen.

I overensstemmelse med våbenhvilen udleverede Hamas den 13. oktober 20 levende gidsler. Det skete inden for 72 timer efter Israels tilbagetrækning til det, der omtales som "den gule linje".

Den gule linje er et punkt, som IDF har trukket sig tilbage til, efter at våbenhvilen er trådt i kraft. Men linjen er ikke markeret fysisk, og ifølge kilder i Gazastriben er det uklart for mange palæstinensere, hvor den går.

Siden indgåelsen af våbenhvilen har både Hamas og Israel anklaget hinanden for at overtræde aftalen.

/ritzau/