Fra israelsk side forventer man snart at kunne bevæge sig videre til den næste fase i den amerikanske våbenhvileplan for Gaza.
Det siger den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, på et fælles pressemøde med den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, søndag.
Det var i oktober, at der blev indgået en aftale om våbenhvile. Den er baseret på flere faser.
- Vi diskuterede, hvordan man kan afslutte Hamas-styret i Gaza, siger Netanyahu sammen med Merz.
- Vi afsluttede den første del, og så forventer vi meget snart at bevæge os til den anden fase, hvilket bliver sværere, fortsætter premierministeren.
Siden våbenhvilen blev indgået, er der blevet skruet kraftigt ned for kampene, som dog ikke er stoppet fuldstændigt.
I de første skridt i våbenhvilen har Israel trukket sig tilbage til en såkaldt gul linje, som fortsat ligger inde i Gaza.
Imens har den militante palæstinensiske gruppe Hamas frigivet alle levende gidsler samt de jordiske rester af alle bortset fra et af de døde gidsler.
Skridtet videre til den næste fase af planen er dog udeblevet.
Den oprindelige plan på 20 punkter indeholder en række tiltag, der skal forhandles om.
Blandt andet er det planen, at der skal indsættes en midlertidig, palæstinensisk teknokratisk regering i Gaza. Den skal regere under opsyn af et internationalt fredsorgan og en international styrke.
Samtidig er det planen, at gruppen Hamas skal afvæbnes, hvilket også ventes at blive et udfordrende punkt at få gennemført.
Premierminister Benjamin Netanyahu siger, at han forventer at mødes med USA's præsident, Donald Trump, i løbet af december.
- Jeg kommer til at have meget vigtige samtaler i slutningen af måneden om, hvordan man kan nå til den anden fase, siger Netanyahu ifølge nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/
