171 aktivister fra en nødhjælpsflotille med kurs mod Gaza, som Israel stoppede i sidste uge, er blevet deporteret - herunder mindst én dansker.
Det oplyser Israels udenrigsministerium i et opslag på X.
Gruppen er blevet deporteret til henholdsvis Grækenland og Slovakiet.
Talsperson fra organisationen Free Gaza Movement Bent Erik Krøyer bekræfter over for Ritzau, at en dansk kvinde har været tilbageholdt i Israel efter at have været om bord på et skib i flotillen.
Han fortæller, at forventningen har været, at hun skulle deporteres.
- Det glæder mig meget, at det formentlig er hende, der er på vej hjem. For det har været hårdt at være fængslet dernede, siger han.
Aktivisterne, som er blevet deporteret, kommer fra en lang række lande.
Der er foruden Danmark tale om Grækenland, Italien, Frankrig, Irland, Sverige, Polen, Tyskland, Bulgarien, Litauen, Østrig, Luxemburg, Finland, Slovakiet, Schweiz, Norge, Storbritannien, Serbien og USA.
Blandt dem er den svenske aktivist Greta Thunberg, der kan ses på flere billeder, som Israels udenrigsministerium har offentliggjort på X.
- Vedhæftet er billeder af Greta og andre deltagere i dette PR-stunt i lufthavnen, før de blev deporteret, skriver ministeriet.
Flotillen blev arrangeret af initiativet Global Sumud Flotilla.
Global Sumud Flotilla oplyste natten til torsdag i sidste uge, at Israels militær havde stoppet 13 af flotillen skibe, mens 30 skibe sejlede videre mod Gaza.
De resterende skibe blev stoppet af flåden i de efterfølgende dage, og aktivisterne om bord blev transporteret til Israel.
En anden flotille, som den danske folketingspolitiker Victoria Velasquez (EL) er en del af, er stadig på vej til Gaza med nødhjælp.
Denne flotille befinder sig mandag i Middelhavet nord for den egyptiske by Alexandria.
Ifølge Bent Erik Krøyer fra Free Gaza Movement sejler en række danskere med denne flotille.
/ritzau/