Israel advarer mod atomaftale med Iran

De israelske myndigheder kalder rammeaftalen om Irans omstridte atomprogram, som blev forhandlet på plads torsdag aften, for en trussel mod alle lande i Mellemøsten og en virkelighedsfjern aftale, skriver flere medier heriblandt CNN og nyhedsbureauet Reuters.

»Fordi aftalen er langt fra at være en reel aftale, vil vi fortsat arbejde for at forklare og overbevise verden i håb om at forhindre en endelig dårlig aftale,« siger den israelske minister for strategi og efterretningstjeneste, Yuval Steinitz, i en officiel erklæring ifølge Reuters.

Over for Iran ved forhandlingsbordet sidder internationale sværvægtere i form af USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland og Kina, og parterne tager nu hul på forhandlingerne om en endelig aftale, der skal være på plads senest 30. juni i år.

BNB