Islandsk askesky blæser væk fra Danmark

Islandsk vulkan er gået i udbrud, men det får foreløbigt ingen konsekvenser for dansk flytrafik, lyder vurderingen.

En røgsky rejste lørdag aften over Grimsvötn-vulkanen i Island. Fold sammen
Læs mere
Foto: STR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvom den islandske vulkan Grimsvötn spytter røgfaner og askeskyer 15 kilometer op i atmosfæren, får det foreløbigt ingen konsekvenser for flytrafikken i og omkring Danmark. Det vurderer Naviair, som holder styr på lufttrafiktjenesten herhjemme.

- Som det ser ud nu, vil askeskyen ikke påvirke dansk eller europæisk luftrum, lyder det fra pressevagt Helle Kogsbøll.

- Men vi følger situationen nøje, tilføjer hun. Naviair får opdaterede vejrkort fra London i eftermiddag, der kan sige meget mere om den måde, som askeskyen bevæger sig på. Men indtil videre ser det ud til, at askeskyen blæser mod grønlandske kyster, lyder det.

Grimsvötn, der ligger under isbræen Vatnajökull i Island, gik lørdag i udbrud, og røgen er synlig mange steder i den sydlige del af Island, skriver Iceland Review Online.

Udbruddet kommer ikke som nogen overraskelse, da geologer længe har varslet, at Grimsvötn ville komme i udbrud i løbet af året. Den går jævnligt i udbrud og gennemsnitlig hvert femte år. Udbruddet kommer godt et år efter, at den navnkundige vulkan Eyjafjallajökull gav kæmpemæssige problemer for luftfarten med sin vulkanske aske.

/ritzau/