Islands regering overtager bank

Islands regering tager kontrollen med Islands tredjestørste bank, Glitnir. Staten køber 75 pct. af banken.

Regeringen i Island køber 75 procent af aktierne i Glitnir, der er Islands tredjestørste bank. Prisen er omkring 4,5 milliarder kroner, meddeler banken.

Glitnir siger ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters, at dens finansielle situation er forværret i de seneste dage, men at dens kerneoperationer er solide.

Nyheden om statens køb af Glitnir har sendt den islandske krone på en ny nedtur til en rekordlav kurs i forhold til euro.

/ritzau/TT