Islands regering kollapset - nyvalg kan være på vej

I oktober blev der senest afholdt valg i Island oven på Panama-skandalen. Nu lurer endnu et valg om hjørnet.

Den islandske premierminister, Bjarni Benediktsson. Fold sammen
Læs mere
Foto: GEIRIX
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En skandale, der involverer Islands statsministers far og en pædofilidømt, kan betyde, at de islandske vælgere skal til valg for anden gang i løbet af et år.

Sent torsdag besluttede et af regeringens tre koalitionspartier, Lys Fremtid, nemlig at trække sig fra samarbejdet. Dermed har Islands regering mistet sit flertal i parlamentet.

Lys Fremtid beskylder statsminister Bjarni Benediktsson for ikke at have informeret regeringen om, at faren havde støttet en pædofilidømt mands forsøg på at få en mildere straf.

»Grunden er et alvorligt brud på tilliden internt i regeringen,« skriver partiet på Facebook.

Den siddende koalitionsregering blev dannet af Benediktssons parti, Selvstændighedspartiet, liberale Viðreisn og Lys Fremtid oven på valget i oktober 2016. De tre partier har samlet 32 af parlamentets i alt 63 mandater.

Det seneste valg blev også afholdt før tid. Islands daværende statsminister, Sigmundur Davíd Gunnlaugsson, gik af, efter at han blev afsløret i Panama-papirerne og kom under mistanke for skattesnyd.

Inden da havde islændingenes tillid til politikere lidt et ordentligt knæk i 2008, da finanskrisen ramte landet med stor kraft.

/ritzau/