Island klar til kvindelig regeringsleder

Socialdemokraten Jóhanna Sigurdardóttir forventes torsdag at blive udnævnt til Islands næste statsminister. Sker det, vil hun blive verdens første erklærede homoseksuelle statsminister og islændingenes første kvindelige regeringsleder.

Jóhanna Sigurdardóttir bliver sandsynligvis den første kvindelige statsminister i Island og samtidig verdens første erklærede homoseksuelle regeringsleder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ints Kalnins/Reuters

Island skrev historie ved at vælge Vigdís Finnbogadóttir som verdens første kvindelige præsident i 1980. Små 30 år efter er østaten ved at gøre det igen.

66-årige Jóhanna Sigurdardóttir forventes i dag at blive udnævnt til Islands næste statsminister, hvilket vil gøre hende til verdens første erklærede homoseksuelle af slagsen og samtidig til islændingenes første kvindelige regeringsleder.

Socialdemokraterne har de seneste dage forhandlet med de Venstre-Grønne – parallel til danske SF – om at danne en overgangsregering med Sigurdardóttir som leder, efter at den konservative-socialdemokratiske koalition først på ugen kollapsede med samme hast, som landets banksektor gjorde det i efteråret.

Sigurdardóttir er umådelig populær med opbakning fra omkring tre fjerdedele af befolkningen ifølge meningsmålinger, og samtidig er hun den eneste islandske politiker, der ligefrem er blevet mere populær det seneste år.

Populariteten skyldes bl.a., at hun er Islands velfærdspolitiker nummer et – i alt har hun været socialminister i næsten et årti – og samtidig har hun ry for at være skarp kritiker af nepotisme og korruption. Tilsammen bringer det hende i en næsten uhørt samklang med folkestemningen.

Profetisk stridskvinde
Udnævnelsen vil betyde, at et af Islands bedst kendte politiske citater vil fremstå som et nærmest profetisk postulat.

Siden Jóhanna Sigurdardóttir kom i spil som Socialdemokraternes foretrukne som ny statsminister, er et gammelt TV-klip blevet vist igen og igen på Island.

Det er fra et beskidt formandsopgør i 1994 i et af de partier, der i dag er fusioneret til Socialdemokraterne på Island, og her siger en netop vraget Sigurdardóttir med en stemme, der knækker over af forbitrelse:

»Min tid vil komme!«

Formandsopgøret endte med, at hun forlod partiet og stiftede sit eget. En kollega fra parlamentet bruger det som eksempel på, at hun ikke altid er lige diplomatisk, stiller høje krav til sine omgivelser og ikke går af vejen for et hårdt personopgør.

Men ellers står der kun respekt omkring Sigurdadóttir:

»Når hun er i regering, er hun den minister, der fremsætter flest forslag, og når hun er i opposition, er hun den politiker, der presser ministrene hårdest. Hun er flittig, principfast og dybt engageret i sine sager,« fortæller kilden.

Selv om bloggere verden over tilsyneladende ser Jóhanna Sigurdardóttir som den homoseksuelle pendant til Barack Obama, er civilstanden ikke en del af hendes politiske identitet.

Derimod er hun en af de længst siddende kvindelige parlamentarikere i Norden, erfaren fagforeningsleder og socialdemokrat til benet. Hun er selv datter af en parlamentariker og trådte allerede i 1960erne frem i offentligheden som formand for stewardessernes fagforening. Da hun senere blev kontoransat, kom hun i bestyrelsen for Islands udgave af HK, hvor hun sad fra 1976 til 1983. Den parlamentariske karriere begyndte i 1978, hun har siddet i Altingets præsidium i flere omgange, og gennem 1980erne og indtil 1993 var hun Socialdemokraternes næstformand.

Er tiden kommet?
Bliver Sigurdardóttir som alt nu tyder på statsminister inden for de nærmeste dage, får hun dog også brug for både al sin flid og erfaring.

Hun vil skulle lede en mindretalsregering uden om parlamentets største parti, det konservative selvstændighedsparti, der i stadig mere aggressive vendinger anklager Socialdemokraterne for at være eneansvarlige for koalitionsregeringens sammenbrud – bl.a. ved til sidst at toppe en endeløs række af krav med ønsket om at få netop Sigurdardóttir som statsminister.

Samtidig er den økonomiske krise ved at løbe løbsk med hastigt stigende arbejdsløshed og en banksektor, der endnu er i ruiner. For enhver regering vil det være en ekstremt vanskelig opgave, men hun vil skulle navigere mellem de Venstre-Grønne, der er fundamentalt uenige med Socialdemokraterne om medlemskab af EU og de Konservative, der vil udnytte enhver dårlig nyhed til nye angreb, indtil de igen har chancen for at genvinde magten ved et valg, der allerede kommer om få måneder.

På Reykjaviks mange cafeer lyder spørgsmålet derfor, om Sigurdardóttirs tid virkelig er kommet – eller om den allerede har været der med de seneste års popularitet og store indflydelse på det socialområde, hun brænder for.