Island i lak og læder synger sig videre i Eurovision

To af Danmarks nordiske naboer var i kamp tirsdag aften i Eurovisions første semifinale.

Hatari fra Island har gjort sig stærkt bemærket i årets Eurovision. Ronen Zvulun/Reuters Fold sammen
Læs mere

Tel Aviv. Leonora Colmor Jepsen, der repræsenterer Danmark i Eurovision, kunne hvile stemmebåndene, da 17 lande tirsdag aften skulle skæres ned til 10 i Eurovisions første semifinale.

Danmark skal nemlig først konkurrere i showet på torsdag, når den anden af de to semifinaler finder sted i Tel Aviv i Israel, som i år er værtsby for showet.

Til gengæld var det blodigt alvor for vores to nordiske naboer Island og Finland, der begge var på scenen for at levere deres bidrag til årets internationale melodigrandprix.

Islands bidrag er blevet kaldt årets mest kontroversielle, da gruppen Hatari, der står bag sangen "Hatrið mun sigra" (Hadet vil sejre, red.), ikke har været bleg for at udtale sig om deres holdning til Israels behandling af palæstinenserne.

På scenen krydrer de det med en hel del lak og læder - deres optræden er nemlig visuelt inspireret af BDSM, der er en samlet betegnelse for seksuelle lyster, der kredser om bondage, disciplin, underkastelse, sadisme og masochisme.

Det kunne Europa ikke stå for. I hvert fald fik Island en af de gyldne billetter til finalen.

Finland var der til gengæld ikke plads til.

Da seernes stemmer og fagjuryernes point var talt op, stod det klart at Grækenland, Hviderusland, Serbien, Cypern, Estland, Tjekkiet, Australien, San Marino og Slovenien også skal dyste i finalen.

To lande har i år meldt fra til Eurovision, nemlig Bulgarien og Ukraine. Derfor er der i år 41 lande i konkurrencen.

Traditionen tro er værtslandet, Israel, samt de såkaldte big five - Tyskland, Spanien, Storbritannien, Frankrig og Italien - garanteret en finaleplads, da de betaler det meste af grandprix-regningen.

/ritzau/