Islamofobien har bredt sig i Europa

Under den økonomiske krise er islamofobi blevet langt mere udbredt i Europa, viser en rapport fra EU. Forsker bekræfter rapportens konklusion.

Foto: DON EMMERT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Europæernes modvilje mod muslimer er blevet større under den økonomiske krise. Det konkluderer den seneste rapport fra Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), skriver Information.

Modviljen giver blandt andet udslag i flere verbale såvel som fysiske overgreb på muslimer.

Ifølge rapporten »er elementer af ekstremistisk ideologi i stigende grad blevet en del af den gængse politiske og offentlige diskurs« i Europa, og agenturet noterer desuden en »stigning i antallet af registrerede overgreb motiveret af racisme, xenofobi og relaterede intolerancer« i 11 medlemslande.

»I løbet af krisen har vi set en tydelig øgning af negative holdninger til muslimer og islam,« siger professor Andreas Zick fra Universität Bielefeld i Tyskland til avisen.

Udviklingen og den negative holdning til muslimer og islam i Europa - som Andreas Zick forsker i - skyldes ifølge forskeren primært, at velstående og veluddannede europæere nu også er begyndt at se skævt til muslimerne:

»Det er folk fra de højere socialgrupper, folk med højere uddannelse og indkomst, der er årsagen til den stigning, vi ser. Denne gruppe føler måske for første gang, at den kan miste status, og det fører til en mere negativ holdning til muslimer. De har især fordomme over for de unge muslimer, der klarer sig godt og har succes. Der er en modvilje imod denne sociale opstigning«.

Journalistisk redaktør i FRA, Katya Andrusz, mener også, at den økonomiske krise har medvirket til udviklingen i de europæiske lande.

»I de lande, der er hårdest ramt af krisen, har den ført til en stigning i risikoen for hadforbrydelser i takt med den stigende ledighed, og i takt med at folks økonomiske situation er blevet mere usikker,« siger hun til Information.

I Spanien er antallet af hadforbrydelser steget fra 93 sager i 2009 til 224 i 2011, fremgår det af rapporten. I Holland blev der registreret 925 tilfælde i 2011 mod 898 tre år tidligere.

I Danmark er der en stigning fra 62 sager til 70 i perioden fra 2010 til 2011. Det er dog et fald set i forhold til antallet af sager i 2008.