Den militante islamistiske gruppe al-Shabab hævder at have dræbt hundredvis af somaliske regeringssoldater i et bagholdsangreb.

Påstanden kommer i en udtalelse fra al-Shabab viderebragt af konsulentvirksomheden SITE Intelligence Group.

Ifølge udtalelsen blev 321 tyrkisktrænede regeringssoldater og soldater fra en allieret milits dræbt i angrebet i regionen Nedre Shabelle mandag. Den ligger syd for hovedstaden Mogadishu.

Dødstallet er ikke uafhængigt bekræftet. Den somaliske regering har ikke umiddelbart svaret på en henvendelse fra nyhedsbureauet AFP.

Al-Shabab, der har al-Qaeda-forbindelser, har i årtier kæmpet mod Somalias regering. Den kontrollerer stadig store dele af det centrale Somalia.

Kampene fandt sted nær byen Leego og fortsatte ifølge al-Shabab-udtalelsen i tre timer.

Der blev angiveligt taget flere fanger, mens våben og køretøjer blev beslaglagt.

Det lokale medie Baidoa Online siger, at regeringen har indkaldt til krisemøde på grund af "store tabstal og tab af militært udstyr under de intense kampe med al-Shabab-militante nær Leego".

Tyrkiet er blevet en afgørende støtte for Somalias regering, mens USA og flere andre vigtige støtter har indtaget en mere tilbagetrukken rolle i kampen mod oprørere.

Den amerikanske regering er stoppet med at understøtte en afgørende FN-logistikmission, som har givet støtte til regeringens kamp.

USA har sagt, at den somaliske regering ikke er lykkedes med at få forenet landet og gjort noget ved truslen fra oprørere.

RITZAU/AFP