Islamisk Stat tager skylden for knivangreb i London

En mand, der menes at have knivdræbt to i London fredag, var IS-kriger. Det oplyser gruppen Islamisk Stat.

En britisk politimand patruljerer i området omkring London Bridge lørdag, efter at to mennesker blev stukket ihjel fredag aften af en tidligere terrordømt mand. Niklas Halle''n/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det var en kriger fra den militante bevægelse Islamisk Stat (IS), der fredag dræbte to personer med en kniv ved London Bridge i Storbritannien.

Det oplyser IS ifølge Reuters.

Politiet i London har tidligere meldt ud, at det var en 28-årig mand ved navn Usman Khan, som kommer fra området Staffordshire, der førte kniven under angrebet. Han blev skudt og dræbt af politiet.

Knivoverfaldet kostede derudover to personer livet, mens tre kom til skade. Episoden efterforskes som terrorisme af politiet.

Det søger ikke aktivt efter andre involverede i angrebet end Usman Khan, har politiet oplyst natten til lørdag.

Den 28-årige mand blev i 2012 kendt skyldig i lovovertrædelser med forbindelse til terrorisme. Seks år senere blev han prøveløsladt.

- Han blev prøveløsladt fra fængslet i december 2018, og nu er et af hovedelementerne i efterforskningen at finde ud af, hvordan han lykkedes med at gennemføre angrebet, sagde Neil Basu, talsmand for det britiske antiterrorkorps, natten til lørdag.

/ritzau/