Islamisk Stat rykker mod hjertet af Damaskus

I et sjældent samarbejde med islamisterne fra Jabhat al-Nusra har Islamisk Stat erobret størstedelen af den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk nær Damaskus.

Denne gruppe palæstinensere er blandt de 1.600 flygtninge, der er sluppet ud af Yarmuk-lejren. De opholder sig nu på en skole inde i Damaskus. Foto: Youssef Karwasham/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Yarmouk-flygtningelejren i udkanten af Syriens hovedstad, Damaskus, kaldes allerede for palæstinensernes Kobane.

På mindre end en uge har krigere fra Islamisk Stat med hjælp fra Jabhat al-Nusra erobret størstedelen af lejren, der inden krigens start i 2011 var hjemsted for 160.000 palæstinensiske flygtninge. Nu menes omkring 18.000 palæstinensere at være fanget i byen. 3.500 af dem er børn. En af dem, en 12-årig palæstinensisk pige, blev i går dræbt af en snigskytte fra Islamisk Stat midt i lejren.

Den udvikling er dramatisk på grund af den i forvejen meget skrøbelige humanitære situation i lejren, der tidligere har været under præsident Assads belejring.

»Situationen i lejren er mere desperat end nogensinde før,« siger Pierre Krahenbuhl fra FNs flygtningeorgan UNRWA i en pressebriefing.

I løbet af tirsdag forlangte FNs Sikkerhedsråd »humanitær adgang« til lejren for at være i stand til at hjælpe de indespærrede palæstinensere.

Befolkningen i Yarmouk har demonstreret en række gange under den syriske borger­krig, fordi de anklager Bashar al-Assad for at forsøge at sulte dem ihjel ved at forhindre varer i at nå frem til lejren.

Islamisk Stat svarede i går igen med billeder af maddepoter fra lejren, der ifølge IS er blevet gemt for lokalbefolkningen af de væbnede palæstinensiske grupper for at skabe et forværret billede af tilstandene i lejren.

1.600 hjulpet ud

I løbet af tirsdag lykkedes det de væbnede palæstinensiske grupper at hjælpe omkring 1.600 palæstinensere ud ad lejren. Det er fortrinsvis gruppen Aknaf Bet al-Maqdis med tilknytning til Hamas, der kæmper på palæstinensernes vegne i Yarmouk.

I går meddelte palæstinensiske kilder i Libanon, at væbnede palæstinensiske volontører allerede er på vej fra Libanon til Yarmouk-lejren for at kæmpe mod IS. Mange af de palæstinensere, der flygtede under krigen mod Israel i 1948 har bosat sig og stiftet familie i flygtningelejre i Libanon. Alle de væbnede palæstinensiske grupper er repræsenteret i lejren, fra den yderste venstrefløj til Hamas og Islamisk Jihad.

I Gaza, hvor Islamisk Stat repræsenteres af en lille gruppe salafister, arresterede Hamas-styret en af de mest fremtrædende IS-tilhængere. Hamas truer samtidig Islamisk Stat med hævn efter angrebet i Yarmouk.

Islamisk Stats erobring af lejren antyder, at kalifatet er begyndt at prioritere tilstede­værelse i det sydlige Syrien. Dette sker efter Islamisk Stats nederlag mod kurderne i Kobane i det nordlige Syrien og en række andre nederlag i Irak. IS er nu for alvor begyndt at bide sig fast i et område, der hidtil har været domineret af Assads styrker eller andre oppositionsgrupper.

Yarmouk-lejren ligger mindre end ti minutters kørsel fra de centrale dele af Damaskus, og kan bruges af IS til at rette angreb mod den syriske hovedstad.

»Hvis IS er i stand til at bevare sin tilstede­værelse i nærheden af Damaskus, kan det hjælpe organisationen med at tiltrække nye rekrutter. Hele området er i dyb splid mellem forskellige rivaliserende grupper, og IS kan appellere til mange af dem,« siger Hassan Hassan, der er medforfatter til bogen »ISIS: Inside The Army of Terror«.

Ifølge Hassan Hassan har Islamisk Stat udvidet sin indflydelse i det sydlige Syrien i løbet af de seneste måneder. Blandt andet ved at samarbejde med Jabhat al-Nusra, der ellers kæmper under al-Qaedas flag. Islamisk Stat har også oprettet såkaldte sovende celler og købt sig til alliancer i de sydlige dele.

Denne artikel er oprindeligt bragt uden kildehenvisning til FNs pressebriefing. Den er siden blevet opdateret.