Islamisk Stat løslader 270 fanger - men tager 50 andre

Ifølge gruppe, der følger krigen i Syrien, har IS frigivet mange civile, men bortført andre.

Beirut: Islamisk Stat (IS) har angiveligt løsladt 270 af 400 personer, som den ekstremistiske gruppe bortførte i weekenden.

Oplysningen kommer fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der følger krigen i Syrien gennem et netværk af meddelere i landet.

De 400 civile blev bortført, da IS angreb et regeringskontrolleret område i Deir al-Zor i det østlige Syrien lørdag.

Samtidig skulle IS dog have taget andre 50 personer til fange efter tirsdag at have gennemgået huse i dele af byen, som gruppen nu har kontrol over.

/ritzau/Reuters