Islamisk Stat flytter krigen til Europa

Først kom de efter satirikerne og jøderne. Så kom de efter resten. Rationalet bag Islamisk Stats angreb i Paris er, at så længe der er krig i Syrien, vil der også være krig i Europa.

Franske brandfolk hjælper en såret ung mand nær spillestedet Bataclan, hvor mange blev dræbt eller såret. Foto: Christian Hartmann/?Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

PARIS: Den ensomme ulv er begyndt at løbe i flok.

Terrorangrebene i Paris markerer en dramatisk optrapning af Syrien-krigen. Hvis enkelte IS-sympatisører tidligere lod sig inspirere af kalifatets fundamentalistiske doktrin til at udføre sporadiske og impulsive angreb, har angrebene i Paris bragt alle ind i næste fase.

En fase, hvor Islamisk Stat planlægger og udfører angreb, der er designet til at tage flest mulige menneskeliv på europæisk jord.

Islamisk Stat har taget ansvaret for angrebene i Paris fredag aften, der kostede mindst 128 personer livet. Og Frankrigs præsident, François Hollande, har ud fra de efterretninger, Frankrig har om de otte gerningsmænd, konkluderet, at Islamisk Stat taler sandt.

Det var kalifatets krigere, der udførte de nøje planlagte angreb. Og det var udført af otte krigere, der måske for et år siden ville være ensomme ulve, men som denne fredag løb i flok.

Kan Syrien-krigen holdes på afstand?

Debatten om de såkaldte ensomme ulve, bliver hermed afløst af en langt mere akut debat om mulige fremtidige angreb i Europa, om trusler, og om det overhovedet er muligt at holde Syrien-krigen på afstand længere, når dens vildskab og ideologiske motivation allerede trives i Paris’ gader.

I forhold til en ensom ulv her og der er angrebene i Paris en helt anden virkelighed. Det er angreb, der tager tid at planlægge, og som kræver disciplin og et netværk af terrorister, der er i stand til at holde sig under efterretningstjenesternes radar, lige indtil de lammer en hel by, et helt land, på få timer.

Selvmordsbælter, Allahu akbar-råb og terroristernes iskolde melding over for de mere end 100 tilfangetagne koncertgængere, at »det-her-er-for-Syrien«, inden de gav sig til at meje de sagesløse civile ned, er nøjagtig den samme islamistiske terror, der er blevet et af Syrien-krigens varemærker.

På det organisatoriske plan minder angrebene mest om al-Qaedas fremgangsmåde. Al-Qaeda blev allerede før 11. september-angrebene i USA i 2001 kendt for at udføre næsten simultane angreb, der kræver meget grundig forberedelse.

Al-Qaeda fik hurtigt status som en organisation, der både kunne ramme hårdt og fungere som inspiration for tusinder af radikaliserede muslimer. Al-Qaeda var blevet det ultimative våben i kampen mod Vesten.

Men den storhedstid, al-Qaeda oplevede i forbindelse med 11. september, London og Madrid, kom aldrig rigtigt tilbage. Organisationen blev drevet på flugt, mens medlemmerne af organisationens ledelse blev jaget og dræbt, og en mangeårig efterretningsindsats i radikaliserede netværk gjorde det vanskeligt for gruppen at befinde sig i andet end defensiven.

Islamisk Stats udviklingskurve går i stik modsat retning. IS har de geografiske områder, som al-Qaeda ikke har. Den har en ledelse, som ikke lader sig forstyrre af »terror-etik« og det næsten ironiske spørgsmål, om det er i orden, at muslimske medborgere også dør i de terrorangreb, organisationen udfører i Allahs navn. På det punkt er IS hårdere end al-Qaeda og, rent ud sagt, ligeglad.

Afskedshilsner fra danske IS-sympatisører

Selv om Paris-angrebene ikke umiddelbart hører til de IS-relaterede angreb verden hidtil har været vidne til fra kalifatet, er det muligt, at de omfattende angreb i europæiske storbyer, er ved at blive gjort til organisationens nye varemærke. IS er en populær terrororganisation, som radikaliserede muslimer gerne vil efterligne.

Alle har set, hvordan den tiltrækker unge muslimer fra hele verden med løfter om sunni-muslimsk sammenhold og krig mod alle, der ikke kvalificerer sig til at være en del af denne gruppe.

IS har inspireret unge mænd til at begå mindre angreb, inden de slutter sig til organisationen. Også i Danmark, hvor nogle kniv­overfald bogføres som banderelateret vold, men i virkeligheden er afskedshilsner fra IS-sympatisører, inden de rejser ned for at slutte sig til kalifatet. Med deres gerninger, håber de at kunne starte med en lidt højere rang, og mere anseelse, end hvis de »bare ankom tomhændede«.

 

Meget tyder på, at når mange af disse unge mennesker har været en tur igennem krigsmaskinen i Syrien, så sender IS nogle af dem tilbage til Europa i en opgraderet udgave. Disse krigere vender »hjem« til Europa med helt specifikke planer og venter på grønt lys fra organisationens ledelse.

Angrebene i Paris kan meget vel høre til denne kategori, hvor hjemvendte Syrien-krigere er ankommet parate til at angribe. Islamisk Stat har også mulighed for at sende sine egne folk afsted for at rekruttere unge muslimske mænd, der endnu ikke er havnet i efterretningstjenesternes søgelys. Med sin enorme tiltrækningskraft, vil nye rekrutter sætte en ære i at udføre den slags angreb.

For logikken bag terroren er, at Frankrig er med til at dræbe deres slags i Syrien og Irak. Og derfor skal Frankrig, og alle de andre, der deltager i krigen mod IS, også opleve død og ødelæggelse.

Islamisk Stat har taget en strategisk beslutning om at lægge mest muligt pres på de krigsførende europæiske nationer, fordi de selv er kommet under stigende pres i Syrien og Irak. Den strategi virkede i et vist omfang for al-Qaeda i Irak og Afghanistan, og både tolkning og håb blandt de førende terrororganisationer er, at europæiske lande kan presses til at opgive deres aktive rolle i koalitionen i Irak og Syrien.

Spørgsmålet er blot, hvor massivt dette pres skal være for, at de enkelte europæiske lande begynder at trække sig ud af krigen. Indtil videre har terrorangrebet den modsatte effekt. I går blev Islamisk Stats hovedstad Raqqa ramt af massive droneangreb fra koalitionens side. Noget, man her i Frankrig tolker som begyndelsen på Hollandes reaktion over for de egentlige bagmænd.