Islam eksploderer også indadtil

Mens Tunesien lukker 80 moskeer, fortsætter den historiske sekteriske splid mellem shia og sunni med at kræve ofre. Moskeangrebet i Kuwait symboliserer Islams indre magtkamp.

Der var store forsmalinger lørdag i Kuwait efter fredagens terrorbomber. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Med små, hastige skridt gik han iført lang hvid kjortel ind i moskeen, hvor 2.000 bedende shia-muslimer var til fredagsbøn. Her trykkede han på en knap og tog 27 af de bedende med sig i døden.

Kort tid efter eksplosionen i Kuwait City tog Islamisk Stat ansvar for angrebet og forklarede, at handlingen var en straf mod de shia-muslimske moskegængere for at prædike shia-islam blandt sunni-muslimer. Det er det første terrorangreb mod shia-muslimer i Kuwait. I regionen er det endnu et blodigt anslag i en lang, bitter historisk kamp mellem islams to største grupper, der kæmper for magt og indflydelse.

Det er ikke kun radikale militante islamister mod det tavse flertal og en kamp om, hvem der sætter tonen inden for islams egne rækker. Den kamp er daglig og strækker sig over hele Mellemøsten. I Egypten og Libanon arresterer man ekstremister uden at have konkrete beviser. I kølvandet på det dødelige angreb i Tunesien har myndighederne lukket 80 moskeer for at inddæmme de menigheder, der opfordrer til vold og had.

»Ingen moske, der ikke overholder loven, vil blive tolereret,« sagde den tunesiske premierminister Habib Essid efter angrebet, der kostede 38 mennesker livet fredag eftermiddag. Som mange andre i regionen føler han ikke, at islamisterne repræsenterer flertallet, men hans og andre landes reaktion er et udtryk for, at kampen mellem de forskellige tolkninger af islam er blevet så voldelig og farlig, at mere drastiske metoder tages i brug.

På den sekteriske front er situationen også ude af kontrol. Her har fanatismen regionale magter bag sig til at føre krig og udøve terror i den historiske retfærdigheds navn, og spændingerne mellem shia- og sunni-muslimer er i dag en integreret del af alle Mellemøstens konflikter med undtagelse af den israelsk-palæstinensiske.

I en række af regionens lande kæmper sunni- og shia-muslimer mod hinanden, som om de står forrest i rækkerne ved det afgørende Kerbala-slag i år 680. Her maste den sunni-muslimske kalif Yazid oprørerne, der nægtede at acceptere hans titel. Slaget ved Kerbala står indprentet som den historiske episode, der for alvor skabte et skel mellem sunni og shia. I nutidens regionale konflikter er kampen mellem de to blokke blevet genoplivet.

Islamisk Stat, Hizbollah, shia-militserne, al-Qaeda og resten af regionens militante bevægelser bruger religiøs retorik og synger slagsange om datidens helte. De forbander hinanden i den religiøse splids navn og kobler terrorhandlinger og angreb sammen med gengældelse for, hvad der skete for 1.335 år siden, da flertallet og mindretallet var uenige om, hvem der kunne accepteres som profeten Muhammeds efterfølgere.

Angreb på shia-muslimer

Eller som Ali Fadlallah, shia-muslim og religiøst overhoved fra Libanon, siger: »De sekteriske redskaber bliver brugt i kampene, fordi de har en større slagkraft. Hvis du opfordrede dine folk til at kæmpe for regional eller international indflydelse, ville de ikke reagere. Men folk reagerer, når deres sekt er truet, eller når deres hellige steder ødelægges.«

I løbet af det seneste år har Islamisk Stat ødelagt en række shia-muslimske moskeer. Shia-muslimske fanger har fået skåret halsen over, og mange af dem, der tidligere har boet side om side med sunni-muslimer, er flygtet for livet i Irak. I Beiruts sunni-muslimske kvarterer kan man læse anti-shia-grafitti. »Godt gået, Yazid,« står der på en væg i Beirut. En sætning, der i shia-muslimsk selvopfattelse vil svare til et »Godt gået, Hitler«-skilt i Jerusalem.

Da den nu afdøde al-Qaeda-leder i Irak Abu Musab al-Zarqawi tilbage i 00erne begyndte at krydre sine angreb mod de amerikanske soldater med bombninger og henrettelser af shia-muslimer, fik han brev med kurer fra Osama bin Laden.

Al-Qaedas nr. et bad al-Zarqawi om at stoppe med at dræbe muslimer og om at koncentrere sig om korsfarerne fra Vesten i stedet. Men allerede dengang så verden anderledes ud fra den irakiske slagmark end fra villaen i Abbottabad i Pakistan.

Zarqawi havde taget den globale jihad et skridt længere end bin Laden. Han boede og kæmpede i landet, hvor den historiske splid inden for islams egne rækker mellem shia og sunni blev født. Han indåndede i modsætning til bin Laden de magtkampe, shia- og sunni-muslimer for alvor begyndte at udkæmpe efter Saddam Husseins fald. Han gik hele vejen i sin kamp mod de »vantro« shia-muslimer, fordi han mente, at al-Qaedas kamp også drejede sig om islams interne magtkamp. I dag har Islamisk Stat overtaget stafetten som en af sunni-islams regionale vogtere, og som det skete under fredagsbønnen i Kuwait, går det i høj grad ud over shia-muslimer.

»Forskellene mellem de to grupper har altid eksisteret, men det er kun, når de tilsættes politik, at de bliver sprængfarlige,« siger den saudi-arabiske økonom Ihsan Huleiga til The Wall Street Journal.

Blandede ægteskaber

I mange muslimske lande bor shia- og sunni-muslimer i fredelig sameksistens. Mange ægtepar er blandede, og for dem er den sekteriske kløft ingen forhindring.

Men krigene i Irak og Syrien har fået situationen til at spidse til. Det samme gælder en række sunni-muslimske landes frygt for shia-muslimske Irans stigende regionale indflydelse. Iran er i øjeblikket direkte involveret i tre regionale krige i Irak, Syrien og Yemen, hvilket opfattes som et forsøg på at fravriste sunni-staterne magten i Mellemøsten. Den udvikling står i stærk kontrast til den historiske magtfordeling, hvor shia-islam traditionelt har stået svagere end sunni-islam. Ikke kun fordi shia-islam er mindretallet, men også fordi den sunni-muslimske del af Mellemøsten næsten altid har domineret politisk og militært. Den balance skubbes i øjeblikket. Iran bliver stærkere, Iraks regering og hær domineres af shia-muslimer, i Libanon er Hizbollah den største magtfaktor, og i Yemen har den shia-muslimske Houthi-bevægelses fremgang fået Saudi-Arabien til at reagere med krig. En krig, der i virkeligheden handler om islams sjæl og nøglerne til indflydelse inden for religionens rækker. En krig, der i årevis har haft og stadig har vestlige mål på kornet, men som for alvor nu også eksploderer indad.

I en tidligere version af denne artikel manglede en kildehenvisning til The Wall Street Journal. Den har vi efterfølgende indføjet. Red.