IS-terrorister vil lave deres egne penge

Det »sataniske globale økonomiske system« skal udryddes i de områder, som Islamisk Stat kontrollerer. I stedet vil terroristerne udstede guld- og sølvmønter.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

IRAK: Terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) vil have sin egen møntfod. Målet er at komme ud af det, som de ekstremistiske islamister betegner som det »sataniske globale økonomiske system«.

Valutaen skal ifølge den britiske avis The Telegraph bestå af i alt syv mønter - to i guld, tre i sølv og to i kobber. Valutaen skal baseres på de originale mønter, som blev anvendt under kalif Uthman tilbage i 600-tallet.

Den enkelte mønts værdi kommer til at svinge kraftigt, forudser Steven H. Hanke, der er økonomiprofessor ved Johns Hopkins University i USA.

»Købekraften på mønterne vil være helt afhængig af, hvad købekraften er på guld, sølv og kobber,« siger han til Financial Times.

En af guldmønterne har syv hvedeaks på den ene side og et verdenskort på den anden. Hveden er næppe et tilfældigt valg, da salg af hvede er en af de store indtægtskilder for IS. Verdenskortet kan være et tegn på terrorbevægelsens ambitioner.

Den nævnte guldmønt skal have en værdi, der svarer til 694 amerikanske dollar, mens den mindste kobbermønt kun skal være syv cent værd.

Professor Steven H. Hanke mener, at terroristernes valutadrømme vil føre til endnu mere kriminalitet fra IS’ side.

»Det vigtigste er, hvordan IS får fat i guld og kobber. IS er nødt til at konfiskere mere ejendom gennem tyveri og krigsbytte,« siger han.

Islamisk Stat regnes for at være den rigeste terrorgruppe i verden. Ud over salg af hvede tjener den sine penge på oliesalg, donationer og skatter opkrævet i de erobrede områder.