IS tager skyld for skudangreb mod café i Bangladesh

Café i diplomatkvarter i Dhaka, som er populær blandt diplomater, angribes. Islamisk Stat melder om 20 dræbte.

Foto: STR. Sikkerhedsstyrker uden for restauranten, som tidligere fredag aften blev angrebet af bevæbnede mænd i et diplomat-distrikt i Dhaka i Bangladesh, hvor der angiveligt blev taget gidsler, og flere blev meldt dræbt i kampe mellem politiet og de formodede islamister. Oplysningerne var dog sent fredag aften endnu ikke bekræftet fra officielt hold.
Læs mere
Fold sammen

Dhaka. Der er udbrudt skudkampe ved en restaurant i Bangladeshs hovedstad, Dhaka, mellem politiet og formodede islamister. Islamisk Stat hævder, at 20 mennesker er dræbt under en gidseltagning. Oplysningen er ikke bekræftet fra officielt hold.

Skyderiet foregår i byens diplomatiske kvarter, og ifølge den engelsksprogede lokale avis The Daily Star forsøger politiet at ryge gidseltagerne ud.

Der er flere udlændinge blandt gidslerne, oplyser lederen af Dhakas specialpoliti.

Ifølge The Daily Star kan mellem 20 og 30 personer været holdt som gidsler inde på den spanske café, Holey Artisan Bakery. Politiet forsøger dog at få frigivet gidslerne på fredelig vis.

Islamisk Stat (IS) tog sent fredag skylden for angrebet, rapporterer det islamistiske nyhedsbureau Amaq, som tidligere har været talerør for IS.

BBC oplyste lidt tidligere, at en politimand er dræbt, og mindst fem andre er såret.

Men nyhedsbureauet AFP og The Daily Star rapporterer om to dræbte politibetjente.

Det menes at være otte til ni bevæbnede mænd, der har angrebet en restaurant i bydelen Gulshan. Den beskrives som populær blandt diplomater, udlændinge og middelklassefamilier.

- Det er nogle afsporede unge, som gik ind i cafeen og startede angrebet, siger politichefen til BBC.

Den amerikanske ambassade har på Twitter advaret amerikanske borgere.

- Søg beskyttelse og følg nyhederne, hedder det.

Udenrigsministeriets Borgerservice i København har ingen aktuelle meldinger om, at danskere skulle været kommet i problemer.

Vagthavende i Borgerservice, Jeanne Demirci, siger:

- Vi er bekendt med sagen og undersøger den.

Hun oplyser, at ministeriet nu tager kontakt til den danske ambassade i Bangladesh for at søge yderligere oplysninger.

På Twitter skriver Borgerservice:

- Vi følger situationen. Ingen meldinger om berørte danskere.

Tidligere fredag blev en hinduistisk præst hugget ned og dræbt af tre unge, som kom kørende mod ham på motorcykel ved et tempel nær Dhaka.

Der har også det seneste par år været drab på sekulære bloggere. De fleste af dem er blevet hugget til døde på åben gade af islamistiske fanatikere.

/ritzau/