IS pumper sine krigere fulde af social propaganda og »Hitler-stoffet«

Islamisk Stat er ikke kun dygtig til propaganda på de sociale medier. De er også gode til at holde krigerne høje på et stof meget lig det, Hitler også brugte.

Ekstremisterne i IS viser storheden i ideologien og tvinger tilskuerne ind i et univers, hvor de undertryktes vold skaber forståelse og sikrer en støtte til bevægelsen. Volden er portrætteret som nødvendig og retfærdig. Ofrene for den uhyrlige terror har ifølge denne logik fortjent det, de bliver udsat for. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Mohamoud Hassans historie er ikke meget anderledes end tusinder af andre muslimske unges, der ender hos en af terrorgrupperne i Mellemøsten eller på Afrikas Horn. Hassan var en mønsterstudent. Opvokset som flygtningebarn i USA. Læste den muslimske amerikanske borgerrets­forkæmper Malcolm X. Og det var den mest ekstreme litteratur, han studerede. Han holdt sig for sig selv, men en dag mødte han en lidt ældre kammerat, der introducerede ham til Koranen. To år efter var han på vej til slagmarken et sted i Mellemøsten klar til at kæmpe for et kalifat i Islamisk Stats version.

Seks måneder senere var han død. Indimellem var han en grusom kriger, der dræbte tilsyneladende uden at vise nogen former for medlidenhed med ofrene. Var han psykopat? Næppe. Var han en født kriminel? Næppe. Var han på stoffer? Helt sikkert. Men det er ikke det, det kun handler om. Det handler også om, at nogle er i stand til effektivt at iscenesætte en idé ved hjælp af en velfungerende propagandamaskine krydret med en slagkraftig religion. Og det er Islamisk Stat. Som selv den amerikanske præsident, Barack Obama, siger: »Det er en dødskult med et godt socialt medieapparat.«

For journalisten Aidan Hartley, der står bag 30 dokumentarprogrammer blandt andet om terror, og som har skrevet bogen The Zanzibar Chest, er Obama ikke helt ved siden af virkeligheden. Hartley er en af de journalister, der gennem sit job i Afrika og Mellemøsten er blevet så kynisk, at han måske er bedre end så mange andre til at analysere sig om bag facaden på mange af de terrorgrupper, der opererer i området. Kynismen gør ikke nødvendigvis Hartley til en dårligere iagttager af det, der foregår. Måske endda bedre end gennemsnittet.

Hans mening er, at de, der tiltrækkes af Islamisk Stat, er en specielt brutal underafdeling af jihadister eller hellige krigere. Og det siger ikke så lidt. Han mener, at Islamisk Stat i modsætning til flere af de andre grupper kan sammenlignes med den irske terrororganisation IRA, der også var i en klasse for sig i Europa. De var motiverede af en giftig cocktail af politiske og religiøse ideologier. Det gav dem »tilladelse« til med god samvittighed af slå andre mennesker ihjel. For det er det, der er Islamisk Stats særkende. De er dygtige til at vende det onde til det gode og det gode til det onde. Ligesom nazisterne, som gjorde jøderne til de onde og nazisterne til de gode. Joseph Goebbels’ propagandamaskine har ikke eksisteret forgæves. Hverken hos IRA eller hos IS.

De amerikanske generaler har også i de forløbne år givet deres besyv med, når det drejer sig om Islamisk Stat. Den gode nyhed er, at USAs militær sammen med en række allierede kan slå Islamisk Stat militært på landjorden. Den dårlige nyhed er, at det ikke knuser den grundlæggende ideologi og tiltrækningskraften blandt de unge islamister. Den kan ikke knuses militært. Den kan ikke engang holdes nede. Der skal helt andre virkemidler til. Og midlet til det er at forstå, hvorfor Islamisk Stat er populær og langt mere tillokkende end al-Qaeda og Taleban. Og mere populær blandt nogle muslimske unge end Vestens demokratiske traditioner og frihed.

Propagandaens betydning

Hvis man tror på folkedybet på Facebook og på de andre sociale medier, så er Islamisk Stat en ren dødskult. Et vanvidstyranni, der kun med militær magt kan udryddes. Det er den virkelighed, Facebook giver mulighed for at rumme med ultrakorte opdateringer. De sociale medier er fyldte med desperate »nødråb« for at forstå, hvad der sker, og forsøg på at finde en mening i galskaben. »Send soldater«, lyder budskabet. Det sker som en terapi for den angst, folk gribes af, når terroren rammer de europæiske storbyer, og millioner af flygtninge invaderer den fredelige hverdag.

Men selv generalerne i Pentagon køber ikke de lette løsninger. Amerikanske forskere heller ikke. For den måde, Islamisk Stat sælger ideologien på, er så effektiv, at den ikke bare kan fjernes med soldater på landjorden. For at forstå Islamisk Stat skal man forstå propagandaens betydning og situationen generelt i Mellemøsten.

Man skal som den amerikanske forsker Katrina Sinclair fra Penn University i Pennsylvania studere filmproducenten Leni Riefenstahls »Triumph of the Will« fra 1935 – en af de største propagandafilm i datidens Nazi-Tyskland. Man skal have analyseret Joseph Goebbels propagandaapparat, som gjorde vold og mord til en folkeforlystelse, for at forstå, hvorfor Islamisk Stat har held med deres voldsvideoer. Vold blev af nazisterne gjort til en nødvendighed i kampen mod Rusland og blev samtidig vendt mod jøderne, efter at Goebbels’ propagandaapparat havde fortalt tyskerne, hvor brutale russerne og jøderne var. Man skal forstå de finere nuancer i de film, man ser fra Islamisk Stat, for at kunne sætte sig ind i, hvad det er, der drager tusinder af unge muslimer til at melde sig frivilligt. For når folk ser de blodige henrettelser, så ser enkelte unge muslimer noget helt andet. De ser symbolerne i baggrunden. De lægger mærke til musikken, der bliver spillet. Og der er en subtil fokusering på det retfærdige i, at de pågældende i filmen får skåret halsen over. Ofret er ikke de personer, der ligger tilbage i en blodpøl efter henrettelserne. Ofrene er bødlen og tilskuerne, som med en skarpsleben kniv gør op med offerrollen og århundreders uretfærdigheder, som verden har påført muslimerne.

Riefenstahl og Goebbels

Som Steven Luckert, leder af det amerikanske Holocaust Memorial i Washington D.C., siger, så benytter Islamisk Stat sig af de samme teknikker som Riefenstahl og Goebbels. Ekstremisterne viser storheden i ideologien og tvinger tilskuerne ind i et univers, hvor de undertryktes vold skaber forståelse og sikrer en støtte til bevægelsen. Volden er portrætteret som nødvendig og retfærdig. Ofrene for den uhyrlige terror har ifølge denne logik fortjent det, de bliver udsat for.

»Det er det, Islamisk Stat er dygtige til på de sociale medier«, siger Luckert til flere amerikanske medier: »At vende det gode og det onde om og gøre dem, de fleste opfatter som ofrene, onde«.

Tag for eksempel den berømte film-sekvens fra Palmyra i Syrien, hvor tilfangetagne syriske soldater i lange rækker bliver ført ind i det berygtede Tadmor-fængsel i den historiske by, som har en selvstændig mytologisk betydning hos Islamisk Stat. Tadmor-fængslet var dér, hvor sunni-muslimske oprørere blev fængslet af den syriske præsident Bashar al-Assads specialstyrker og tortureret og henrettet. Og Islamisk Stat er sunni-muslimsk, og Assads specialstyrker var oftest alawitter – en anden muslimsk retning. I videoen blev fangerne afklædt, inden de brutalt blev skudt ned med musik i baggrunden og med en stemme, der hylder hævnen over »de alawitter, der har kostet så meget sunni-blod«. Ofrene er dermed ikke de henrettede, men bødlerne, for »vores fædre og mødre har lidt under Assad«, som det lyder i forskellige videoer.

Længere inde i Islamisk Stats medieværksted oplever man et professionelt opbygget propagandaapparat både med traditionelle medier og et stort antal folk, der arbejder med de sociale medier. Den amerikanske avis The Washington Post har i deres søndagsudgave en gennemgang netop af Islamisk Stats sirligt opbyggede medie­koncerner, hvor redaktørerne, journalisterne og fotograferne lever som konger i Islamisk Stat med superboliger, superlønninger og forhold, hvor de stort set kan gøre, som de vil. Til gengæld rykker de ud, når det kræves. Til at forevige kampene mod kurderne og mod andre styrker. Til henrettelser og til at optage scener, hvor folk tortureres og gøres klar til at få halsen skåret over.

»Som regel er det hele så iscenesat, at det hele tages om flere gange, og hvor f.eks. bødlen er nødt til at indtale den indøvede tekst flere gange for at få den rigtige betoning med,« siger en af Islamisk Stats tidligere kamerafolk til den amerikanske avis.

En af kamerafolkene, Abu Hajer al-Maghribi, siger, at han fik bestillingen til en opgave på et stykke papir med IS’s flag og med nogle koordinater. Før en af opgaverne fik han bare at vide, at han skulle køre to timer sydvest for Islamisk Stats hoved­kvarter i Raqqa, hvor han mødte ti andre kamerafolk. Han skulle filme 160 syriske soldaters sidste timer – soldater, der var taget til fange i 2014.

»Jeg holdt mit Canon-kamera, mens krigerne strippede soldaterne for alt tøj undtagen underbukserne. Derefter filmede jeg, at de blev ført ud i ørkenen og skudt ned, mens de knælede i sandet«, fortæller kamera­manden.

Det blev sendt verden rundt både gennem de traditionelle kanaler som TV og på de sociale medier og blev delt og delt og sendt på en række TV-stationer. Med de nye videoer, der netop er blevet offentliggjort på de sociale medier, sættes der helt nye standarder i Islamisk Stats propaganda, blandt andet en avanceret klipning af materialet og med adskillige lag af symboler og hentydninger til netop volden som en nødvendighed for at overvinde Vesten og Rusland. Alt sammen som et led i at få nye folk især fra Vesten til at melde sig. Og det virker.

Der er to forskellige budskaber, Islamisk Stat ønsker at sende. Det ene er at vise det effektive kalifat under opbygning godt idyliseret med solskinsbilleder og lykkelige mennesker, der lever i Paradis på Jorden. Det andet billede viser det apokalyptiske scenarie på vejen til kalifatet, som tiltrækker de eventyrlystne unge fra Vesten og spreder angst og frygt blandt de fleste andre. Afhuggede hoveder, der bæres rundt af børn for at vise, hvad fjenderne af islam fortjener. Og de berømte henrettelsesscener, der er udspekulerede i klipningen og ikke mindst i den grusomme slutscene, hvor folk i bure enten brændes levende eller sænkes ned i vand for at lide druknedøden. Og der er forskel på videoerne. Hos al-Qaeda var det oftest terrorbevægelsens ledere, der trådte frem, mens det hos Islamisk Stat er ofrene og tilhængerne, der vises.

Kamp på stoffer

Men hvordan kan Islamisk Stat få deres tilhængere til at udvise den kynisme, de optræder med, når de koldblodigt skærer halsen over på knælende fjender. Også dér har de taget ved lære af nazisterne og for den sags skyld en række andre morderorganisationer gennem historien. Hemmeligheden hedder Captagon – et stærkt narkotisk middel, der gør folk høje og får dem til at tro, at de er guder og kan det hele. Stoffet blev fundet i en af de lejligheder, terroristerne brugte i Paris.

»Det er som om, at selv kampvogne er sommerfugle, man bare kan daske omkuld,« som en tidligere hellig kriger udtrykker det. Og Islamisk Stat bruger masser af andre midler, og høster det også selv.

Billedet er af ældre dato – 2010 – men viser de Captagon-piller, som krigere fra Islamisk Stat tager, før de drager i kamp. Captagon er et populært stof i Mellemøsten og bliver bl.a. produceret i Syrien. Foto: Joseph Eid Fold sammen
Læs mere
Foto: Joseph Eid.

Tidligere producerede den libanesiske terrorbevægelse Hizbollah Captagon i Bekaa-dalen. Men Islamisk Stat producerer stoffet selv og eksporterer det gerne, hvilket giver store indtægter. Hizbollah menes – da produktionen var på det højeste – at have tjent seks mia. dollar om året – mere end tre gange det beløb, organisationen fik fra Iran i støtte.

Og nazisterne brugte også lignende stoffer. Adolf Hitler gav sine soldater en blanding af amfetamin-produkter. Føreren selv var på intet mindre end 74 forskellige narkotiske stoffer. Så Islamisk Stat er ikke kun dygtige til propagandaen. De er også gode til at holde folk høje.