IS og shiamilitser forbereder sig på slag om Ramadi

Med amerikansk luftstøtte og på ryggen af en smuldrende irakisk hær er de Iran-støttede shiamilitser blevet den mest dominerende faktor i kampen mod Islamisk Stat i Anbar-provinsen. Og også den mest frygtede

Shiamuslimske militser er i øjeblikket på vej mod den irakiske by Ramadi, som IS tog kontrollen over i maj. Militserne vil sammen med den irakiske hær og med luftstøtte fra USA indlede slaget, som skal bringe byen tilbage på regeringens hænder. De shiitiske militser bliver fra flere sider kritiseret for at være lige så brutale mod deres modstandere i IS, og i øjeblikket kan man på internettet finde grusomme videoer, der angiveligt viser shiaernes afstraffelser af modstandere. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER/IRAQ
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: En mand hængt op med hænder og fødder bundet sammen 20-30 centimeter over et brændende bål.

Sådan er scenen i den video, der de seneste døgn er blevet delt på sociale medier. Omkring manden ses en gruppe væbnede, smilende og hoverende soldater, angiveligt fra den shiamuslimske Imam Ali-milits. En af de grupper, der nyder Irans opbakning i kampen mod Islamisk Stat i Irak, og som sammen med andre shiamuslimske militser er blevet den irakiske spydspids mod IS. Altsammen under dække fra oven af koalitionens bombardementer og bragt til frontlinjen på bekostning af svigtende irakisk soldater, der løber, hver gang det kommer til direkte kampe mod IS.

Islamisk Stat og shiamilitserne forbereder sig i øjeblikket på det ventede slag om byen Ramadi, som Islamisk Stat erobrede den 17. maj 2015.

Det er første gang, siden Islamisk Stats fremmarch i Irak for et år siden, at den irakiske regering bruger shiamilitserne i Anbar-provinsen, der fortrinsvis er hjemsted for en sunnimuslimsk befolkning. I øjeblikket er det Badr-organisationen og Kataib Hizbollah og Imam Ali-militsen, der styrer direkte mod Ramadi fra nord og syd, mens de senetse meldinger fra USA, ifølge Washington Post er, at USA vil yde luftdække for alle de tropper, den irakiske regering sender mod Ramadi.

Amerikansk dilemma

Kenneth Pollack, mellemøstanalytiker ved Brookings Institution, mener, at Islamisk Stats erobring af Ramadi har svækket den irakiske regerings tillid til USA. »Hvis shiamilitserne spiller en rolle i generobringen af Ramadi, betyder det, at Teheran øger sin indflydelse i Irak på USAs bekostning,« skriver han på Brookings.edu.

I går blev den iranske general Qassem Soleimani set i færd med at forberede en mulig offensiv sammen med nogle af shiamilitserne i Anbar-provinsen.

Ideen om, at USA og resten af koalitionen kan komme til at fungere som dem, der baner vejen for shiamilitserne, skaber debat og vækker vrede på sociale medier, fordi shiamilitserne anses for at bruge samme metoder som IS over for krigsfanger og religiøse mindretal.

Nervana Mahmoud, en egyptisk mellemøstblogger med bopæl i Manchester, blev censureret af Facebook, da hun forsøgte at offentliggøre videoen af shiasoldaterne, der brænder en fange levende.

»Som om det betyder, at hændelsen aldrig fandt sted,« skriver hun.

En række kurdiske nyhedsbureauer følger shiamilitsernes nye rolle meget nøje og med en vis nervøsitet, fordi militserne opfattes som lige så farlige som Islamisk Stat. IS er blevet kendt for sine halshugninger af fanger, og på internettet er det muligt at se alt fra folk, der bliver henrettet med RPG-missiler på kort afstand til videoer af en 14-årig dreng, der bliver tortureret i IS-fangenskab. Den seneste video blev bragt af BBC, der har fundet drengen, efter at han undslap.

Samtidig har hjemmesiden KurdNews de seneste uger bragt en række billeder og videoer, der viser shiamilitsernes gerninger i Irak. Foruden den omtalte video kan man se billeder af bagbundne sunnimuslimer siddende på jorden foran shiasoldater. Nogle af dem ligger ned og er angiveligt blevet skudt, efter deres tilfangetagelse.

Michael Pregent, en tidligere amerikansk efterretningsofficer, udtaler sig til Business Insider om det ventede slag i og omkring Ramadi mellem Islamisk Stat og shiamilitserne.

Foruden hans frygt for, at militsernes indtog i Anbar-provinsen vil få de sekteriske spændinger til at eksplodere, er han øjensynligt også skuffet over den situation, USA står i i øjeblikket, hvor man kæmper på samme side som shiamilitserne.

»Nu bruger vi shiamilitserne som spydspids til at generobre de områder, der burde generobres af konventionelle styrker,« siger han til Business Insider.

Denne artikel er oprindeligt bragt uden kildehenvisning til Brookings.edu. Den er siden blevet opdateret.