IS-offensiv har nået Bagdads forstæder

Ligesom i Syrien kan luftangrebene heller ikke bremse Islamisk Stats fremmarch i Irak. Jihadisterne har blandt andet tilkæmpet sig adgang til en forstad til hovedstaden Bagdad.

Grave for kurdere, der har mistet livet i kampen for at forsvare Kobani, i den tyrkiske grænseby Suruc. Foto: Umit Bektas Fold sammen
Læs mere
Foto: UMIT BEKTAS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens verdens øjne er stift rettet mod Islamisk Stats stormløb mod den kurdiske by Kobani i det nordlige Syrien, vinder de militante islamister frem i nabolandet Irak.

Islamisk Stat har nu infiltreret en af Bagdads ydre forstæder, Abu Ghraib, som blot ligger 13 kilometer fra hovedstaden Bagdads internationale lufthavn, skriver det amerikanske TV- og radionetværk CBSNews.

Det sker samtidig med, at det irakiske forsvars­ministerium har bekræftet, at Islamisk Stat råder over såkaldte Manpads – skulderbårne jord-til-luft-missiler – der kan bruges mod den civile luftfart.

Den irakiske hær patruljerer stadig i Abu Ghraib, men udsættes for islamisternes stiknåle­angreb.

Islamisk Stats fremmarch sker, selv om jihadisterne bombes fra luften af en række vestlige lande, herunder USA, Frankrig, Australien og Danmark, hvis F-16-fly dog fortsat ikke er på vingerne over Irak.

»Overordnet har angrebene ikke kunnet begrænse de militantes momentum,« skriver avisen Washington Posts korrespondent fra Bagdad.

Provins under pres

Islamisk Stat truer således med at erobre Anbar, en vigtig provins i det vestlige Irak. Det vil ikke blot være en enorm sejr for Islamisk Stat i bevægelsens propaganda og dens bestræbelser på at tiltrække endnu flere tilrejsende krigere fra andre lande i Mellem­østen og fra Vesten. For hvis Islamisk Stat sikrer sig kontrollen over Anbar, får de militante også kontrollen med Iraks vigtigste dæmninger og adskillige større militære installationer.

Med henvisning til data fra det amerikanske militær skriver avisen Washington Post, at de amerikanske jagerfly og kamp­helikoptere har angrebet flere end 40 mål i Anbar-provinsen, siden USA indledte bombetogterne mod Islamisk Stat i august.

Men alligevel har Islamisk Stat i de seneste uger »systematisk invaderet byer og landsbyer i Anbar, belejret militærposter og politistationer og rettet angreb mod styrker fra den irakiske hær i provinshovedstaden Ramadi,« skriver avisen.

Irakisk hær er svag

Herhjemme bekræfter major i Forsvars­akademiet Lars Cramer-Larsen, at Islamisk Stat i Irak på ingen måde er på retræte.

»Den irakiske hær er simpelthen ikke dygtig nok til oprørsbekæmpelse, og Islamisk Stat beskyttes desuden af en række sunnimuslimske militser,« siger Lars Cramer­Larsen.

Forklaringen på det sidstnævnte – Islamisk Stats alliance med sunnimuslimske militser – hænger sammen med den vrede, der er blandt Iraks sunnimuslimske mindretal mod den shiamuslimsk ledede regering i Bagdad.

Præsident Obamas administration har udtrykt håb om, at de sunnimuslimske regeringer i regionen – med Saudi-Arabien i spidsen – kan overtale sunnistammerne i Anbar-provinsen til at vende sig mod Islamisk Stat og støtte regeringshæren.

Men indtil videre har det ikke haft nogen effekt, skriver CBSNews.

Forsøget på at få Iraks sunnier til at vende sig mod Islamisk Stat hæmmes dog også i alvorlig grad af en anden faktor, som USA, Danmark og de andre lande i alliancen får svært ved at påvirke: Det er de militært magtfulde, shiamuslimske militser, der er berygtet for deres brutalitet.

Militserne, der er en afgørende spiller i Bagdad-regeringens kamp mod Islamisk Stat, kritiseres af menneskerettigheds­organisationen Human Rights Watch for alvorlige overgreb på den sunnimuslimske civilbefolkning.