Iransk præsident på sjældent pave-visit

Læs mere
Fold sammen

Rom: Irans præsident, Hassan Rouhani, skal i næste uge på besøg i Frankrig og Italien på sin første Europa-rejse, efter sanktionerne mod Iran er blevet ophævet.

I Rom skal Rouhani blandt andet mødes med pave Frans, oplyser en diplomatisk kilde til Reuters.

Det seneste officielle besøg i Vatikanet af en iransk præsident var i 1999, da Mohammad Khatami mødtes med pave Johannes Paul II.

Khatami deltog også i pave Johannes Pauls begravelse i 2005.

27. januar rejser Rouhani videre til Frankrig.

Rouhani skulle oprindeligt have besøgt Rom og Paris i midten af november, men turen blev aflyst på grundt angrebene i Paris 13. november.

/ritzau/Reuters