Iransk medie bringer melding om tre dræbte efter nye angreb
Tre personer har mistet livet, mens otte er blevet såret, rapporterer Irna efter ny bølge af angreb fra USA.

Tre personer har mistet livet, mens otte er blevet såret, rapporterer Irna efter ny bølge af angreb fra USA.

Amerikanske angreb har dræbt tre personer og såret otte i Iran.
Det rapporterer en lokal viceguvernør i Iran, melder det iranske statslige nyhedsbureau Irna tidligt lørdag på beskedtjenesten Telegram, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det er ifølge Irnas meldinger sket i den sydlige provins Hormozgan.
- Viceguvernøren med ansvar for politiske, sikkerhedsmæssige og sociale anliggender i Hormozgan-provinsen meddelte tre personers martyrdom, samt at otte personer er blevet såret som følge af fjendtlige angreb mod dele af Hormozgan-provinsen her til morgen, lyder det på Telegram fra Irna.
Kort før klokken 22 dansk tid meddelte USA's centralkommando, Centcom, på det sociale medie X, at den for syvende aften i træk havde iværksat angreb mod Iran.
- Angrebene er designet til fortsat at svække Irans militære kapaciteter efter ordre fra den øverstkommanderende, lød det.
I opslaget fremgår det ikke, hvor i Iran angrebene fandt sted.
Kort tid efter meldingen om nye angreb fra USA kunne der i byen Yazd i det centrale Iran høres fem eksplosioner, rapporterede Irna ifølge AFP.
Mehr, som er et andet statsligt iransk nyhedsbureau, rapporterede samtidig om eksplosioner "i flere provinser i syden" i Iran.
Fredag rapporterede iranske statsmedier, at mindst otte personer er blevet dræbt, mens 20 er blevet såret i den seneste bølge af amerikanske angreb.
Der er natten til lørdag også meldinger om angreb fra Iran mod amerikanske mål.
På iransk stats-tv melder Irans hær i en udtalelse således, at den har angrebet militærbaser tilhørende USA i Kuwait og Jordan. Det sker ifølge hæren som svar på USA's angreb.
I Kuwait har de iranske styrker rettet angreb mod et depot til ammunition på basen Al-Adiri og mod ammunitionsdepoter og en hovedkvartersbygning på basen Ali Al-Salem.
I Jordan gælder det brændstoftanke på Al-Azraq-basen, melder iransk stats-tv.
RITZAU