En iransk delegation er ankommet til Pakistans hovedstad, Islamabad, forud for lørdagens fredsforhandlinger med USA.

Det bekræfter Pakistans udenrigsministerium fredag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Delegationen er ledet af den iranske parlamentsformand, Mohammad Baqer Qalibaf, og udenrigsminister Abbas Araghchi.

Ankomsten bekræftes også på iransk stats-tv, skriver AFP. Her fremgår det også, at flere iranske embedsmænd er rejst med til Islamabad.

Mohammad Baqer Qalibaf krævede fredag, at to betingelser skulle være opfyldt, før Iran vil påbegynde forhandlingerne.

Dels skal våbenhvilen omfattet Libanon, og dels skal indefrosne iranske aktiver frigives.

- Disse to anliggender skal være opfyldt, før forhandlingerne kan begynde, skrev Qalibaf på det sociale medie X.

En amerikansk delegation ledet af vicepræsident J.D. Vance har tidligere fredag meldt, at den har indledt en rejse fra flyvebasen Joint Base Andrews nær Washington D.C. mod Pakistans hovedstad.

Før Vance satte sig i flyet, sagde vicepræsidenten til mediet CNN, at han havde positive forventninger til forhandlingerne.

- Som USA's præsident har sagt, så er vi bestemt villige til at række en hånd frem, hvis iranerne er villige til at forhandle i god tro, sagde Vance.

- Hvis de har tænkt sig at snyde os, så vil de opdage, at forhandlingsteamet ikke er så imødekommende, lød det videre.

J.D. Vance forklarede desuden, at den amerikanske delegation har fået "nogle ret klare retningslinjer" for forhandlingerne af USA's præsident, Donald Trump.

Delegationerne er inviteret til Islamabad af Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, der har været med til at mægle en to uger lang våbenhvile mellem de to lande. Våbenhvilen blev annonceret natten til onsdag.

USA og Israel indledte krigen den 28. februar. Formålet var ifølge Trump at forhindre Iran i at udvikle atomvåben og langtrækkende missiler, der kunne nå USA.

/ritzau/