Irans topforhandler siger atomaftale er »mulig i den her uge«

En aftale om Irans omstridte atomprogram kan ligge klar, inden ugen er omme, fortæller Irans udenrigsminister og topforhandler til fransk tv-station.

IRAN: Den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, har fortalt til den franske tv-station France 24 Television, at en aftale om iranernes atomprogram med stormagterne er »mulig i den her uge«. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Jeg tror, at det er muligt at nå frem til en aftale i den her uge, men jeg kan kun tale på vores vegne - jeg kan ikke tale på de andres,« siger han til France 24 television ifølge AFP.

Han finder det dog ikke afgørende at overholde fristen.

»Hvis vi ikke gør et gennembrud i denne runde, er det ikke en katastrofe,« siger han.

Iran har hele tiden holdt fast i, at dets atomprogram udelukkende har fredelige formål og afvist atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben med, at det ikke har nogen plads i landets sikkerheds og forsvarsdoktrin.

De vestlige landes mistillid til Irans atomprogram hentydede udenrigsministeren også til over for France 24 Television.

»Vi har brug for at gå ind i den her diskussion med åbne øjne, men i god tro. Vi er parate til at nå til enighed,« siger Mohammad Javad Zarif.

Den såkaldte P5+1-gruppe, som består af stormagter som USA, Storbritannien, Kina, Frankrig, Rusland og Tyskland, skal møde Irans forhandlere torsdag og fredag i Genève.

FNs Sikkerhedsråd har fire gange vedtaget sanktioner mod Iran på grund af deres uranberigelse.