Iran ønsker ikke at forhandle med USA.

Det skriver Irans øverste sikkerhedschef, Ali Larijani, på det sociale medie X ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen kommer, efter at der har været meldinger i medier om, at iranske embedsmænd skulle have forsøgt at genoptage forhandlinger med USA's præsident Donald Trumps administration efter weekendens angreb.

USA indledte lørdag et storstilet luftangreb mod Iran i samarbejde med Israel. Siden er flere højtstående iranske ledere blevet dræbt, blandt andre Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Ali Larijani fungerede også som rådgiver for Irans øverste leder.

Iran har gengældt angrebene ved at sende missiler og droner mod Israel og andre mål i Mellemøsten.

Den iranske sikkerhedschef skriver på X, at det, han betegner som Trumps vrangforestillinger, har kastet Mellemøsten ud i kaos.

Amerikanske og iranske udsendinge var i gang med forhandlinger om en mulig atomaftale, da USA og Israel rettede missilerne mod Iran i weekenden.

Den israelsk-amerikanske operation har fået navnet "Operation Epic Fury".

Trump har sagt, at målet med operationen er at sikre, at Iran ikke får atomvåben.

Søndag sagde udenrigsministeren i Oman, som har fungeret som mægler i de seneste atomforhandlinger mellem USA og Iran, at der stadig er en diplomatisk vej - selv efter de omfattende angreb mod Iran lørdag.

De seneste atomforhandlinger fandt sted i den schweiziske by Genève.

- Samtalerne i Genève gjorde reelle fremskridt hen imod en hidtil uset aftale mellem Iran og USA, og selv om håbet var at undgå krig, bør krig ikke betyde, at håbet om fred slukkes.

- Jeg tror fortsat på diplomatiets evne til at løse den her konflikt, lød det fra Omans udenrigsminister, Badr Albusaidi, på det sociale medie X.

USA og Iran har forhandlet om at lande en aftale, der skal erstatte atomaftalen fra 2015, som USA trak sig fra i 2018, da Trump var præsident første gang.

/ritzau/