Irans Revolutionsgarde truer onsdag med at svare igen, hvis ikke Israel stopper sine angreb mod Libanon.
Sådan lyder det i en erklæring fra Revolutionsgarden, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Hvis aggressionen mod det elskede Libanon ikke ophører øjeblikkeligt, vil vi fuldføre vores pligt og reagere, lyder det i erklæringen ifølge AFP.
Israel har onsdag udført luftangreb i Libanon.
Ifølge det israelske militær er angrebene rettet mod den militante gruppe Hizbollah.
Mindst 254 personer er ifølge Libanons civilforsvar blevet dræbt i angrebene. Sundhedsministeriet i landet har derudover meddelt, at over 800 personer er såret.
Angrebene kommer, efter at USA og Iran natten til onsdag har indgået en to uger lang våbenhvile. Israel har efterfølgende tilsluttet sig den.
Onsdag har der dog været forskellige meldinger om, hvorvidt Libanon også er omfattet af våbenhvilen.
USA's præsident, Donald Trump, siger, at Libanon ikke er en del af våbenhvilen.
Det siger han ifølge Liz Sanders, der er korrespondent i Det Hvide Hus for den amerikanske tv-station PBS.
Liz Sanders har tidligere onsdag talt med Donald Trump om Iran. Her spurgte hun ind til, hvorfor Libanon ikke var en del af våbenhvileaftalen, og om landet burde have været det.
- På grund af Hizbollah. De var en del af aftalen. Det vil der også blive taget hånd om, svarede præsidenten.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har ligeledes sagt, at Libanon ikke er omfattet af våbenhvilen.
Det strider imod, hvad Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif - en central mægler i konflikten - har sagt. Han har nemlig meddelt, at Libanon vil være omfattet af våbenhvilen.
AFP skriver, at en unavngiven kilde har oplyst til det iranske nyhedsbureau Tasnim, "at Iran vil trække sig fra aftalen, hvis Israel fortsætter med at overtræde våbenhvilen med angreb på Libanon".
/ritzau/
