Hormuzstrædet, der er en vigtig skibsrute, er fortsat åbent trods en iransk melding om det modsatte.
Det oplyser det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, mandag aften til mediet Fox News. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen fra Centcom kommer, efter at en kommandør fra Irans revolutionsgarde tidligere mandag til iranske medier sagde, at strædet var lukket for skibstrafik.
Iran ville ifølge kommandøren sætte ild til ethvert skib, der forsøgte at passere strædet.
Hormuzstrædet er cirka 180 kilometer langt og ligger mellem Oman og Iran. Det forbinder Den Persiske Golf med Omanbugten ud til Det Arabiske Hav.
Strædet bliver beskrevet som en af verdens vigtigste skibsruter og et energiknudepunkt.
/ritzau/