Iran har ifølge landets Revolutionsgarde nedskudt en drone over den sydlige del af landet.

Det oplyser Revolutionsgarden i en udtalelse onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der er ifølge iransk stats-tv tale om en israelsk-fremstillet drone, skriver AFP.

- Enhver form for fjendtlig amerikanske eller zionistiske luftfartøjer, der trænger ind i landets skyer selv uden at udføre militære operationer, bliver betragtet som en overtrædelse af våbenhvilen, skriver Revolutionsgarden ifølge AFP.

Revolutionsgarden tilføjer desuden, at sådanne overtrædelser af luftrummet vil blive mødt med "en beslutsom reaktion".

Meldingen om dronen kommer ifølge Reuters samtidig med, at Irans udenrigsminister taler i telefon med Pakistans militærchef om "våbenhvilebrud i Iran og Libanon", oplyser det iranske udenrigsministerium.

Natten til onsdag blev en våbenhvile meldt ud af Iran og USA. Siden sagde også Israel, at landet havde tilsluttet sig den.

Men den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde også, at våbenhvilen ikke omfatter Libanon.

Meldingerne er i modstrid med, hvad Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif - en central mægler i konflikten - havde sagt. Han meddelte nemlig, at Libanon ville blive omfattet af våbenhvilen.

Onsdag er der meldinger om flere angreb i Libanon.

Libanons sundhedsministerium oplyser, at flere personer er blevet dræbt i angrebene og hundredvis er såret.

Ministeriet oplyser ikke noget specifikt dødstal, men siger i en erklæring ifølge AFP, at "dusinvis" er blevet dræbt.

I erklæringen kalder ministeriet onsdagens angreb for en "meget alvorlig eskalering" og uddyber, at flere israelske kampfly har udført luftangreb i hele Libanon.

/ritzau/