Iranerne stemte ja til stabilitet

Stemmeprocenten ved fredagens iranske valg blev omkring 60, og det ser ud til, at der kommer flere kvinder i parlamentet end de 14, der blev stemt ind i rekordåret 2000. Foto: Ahmas Halabisaz / Chine Nou / SIPA
Læs mere
Fold sammen

CAIRO: Lige siden den tidligere iranske præsident Mohammed Khatami vandt præsidentvalget i 1997, og skabte en verdensomspændende illusion om, at Irans regime for alvor gik reformer i møde, har luften været tyk af drama og ønsketænkning, hver gang den iranske befolkning går til valgurnerne.

Fredagens dobbeltvalg til parlamentet og »Eksperternes Råd« skuffede ikke på den front.

»Jordskredssejr til præsident Rouhanis moderate fløj« og »konservative lider ydmygende nederlag« har overskrifterne varslet, siden de første optællinger blev offentliggjort i løbet af lørdagen. I virkeligheden tegner der sig et langt mindre entydigt billede, som især det iranske regime kan glæde sig over.

Ved præsidentvalget i 2009 blev regimet udfordret. Mange iranere stemte blankt i protest, og da Mahmoud Ahmadinejad vandt, gik tusinder på gaden i protest. Ikke kun mod Ahmadinejad, men mod den åndelige leder og hele det undertrykkende regime de havde fået nok af.

Fredagens valg, hvor stemmeprocenten var omkring 60, er i modsætning til 2009, først og fremmest et signal fra befolkningen om, at den accepterer spillets regler – regimets regler. Især efter at den politiske opposition bogstaveligt talt blev banket på plads i 2009. I stedet for konfrontationer i Teherans gader og kritik af ved regimets eksistens, siger store dele af den iranske befolkning nu ja til den stabilitet og de økonomiske fremskridt, det nuværende regime kan sikre. Og det er, uanset om man er reformvenlig eller strammer inden for regimets rammer, en sejr til regimet. Syv år efter det værste oprør siden revolutionen i 1979, skal regimet ikke længere forsvare sin eksistens på samme måde som tidligere.

Mange af de iranerne, der har stemt på den reformvenlige fløj har for længst droppet tanken om at slippe af med styret, med mindre det vælter sig selv. De stemmer for iransk åbenhed over for det internationale samfund, sikring mod fremtidige sanktioner og på politikere, der kan gøre den iranske hverdag overkommelig.

I skrivende stund står præsident Hassan Rouhanis reformfløj til at få omkring 100 sæder i det kommende parlament. Ud af samlet 290 pladser, er der ikke tale om nogen jordskredssejr, men når man går frem fra 20-30 sæder i det tidligere parlament er det noget at være glad for. Især fordi en række af de løsgængere, der også er blevet valgt, hverken kan kaldes reformister eller strammere, og derfor måske kan lokkes med i en fremtidig koalition med de reformvenlige. Eller måske ikke. Under alle omstændigheder kan Rouhani betragte valgresultatet som en tillidserklæring, samtidig med at strammernes flertal er skrumpet ind.

Men strammerne, der også kaldes de konservative eller principfaste, har bevaret den altoverskyggende dominans i »Eksperternes Råd«, hvis rolle det er at udpege Irans næste åndelige leder, når den nuværende, Ali Khamenei, dør.

Hvad angår kvinderepræsentation i det kommende parlament kan rekorden fra år 2000 på 14 ende med at blive slået. Men selv hvis der sættes ny rekord, synes de kvindelige iranske parlamentarikere mest af alt at være det forudbestemte lag af kosmetik, som regimet konstant kontrollerer.

Regimets kontrol er stadig nøgleordet i Iran. Også efter fredagens valg. For de reformvenliges pæne resultat ved parlamentsvalget får mest af alt indenrigspolitisk betydning. Alle strategiske overvejelser og alt, der har at gøre med udenrigspolitik, vil fortsat blive fastsat i kredsene omkring den åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei. Nøjagtig som sommeren 2015 hvor Iran indgik en atomaftale med internationale magter, inklusive USA. I Vesten har præsident Rouhani høstet fortjenesten for aftalen, men i Iran ved alle, at den ikke var blevet til noget uden accept fra den åndelige leder, der dårligt kan betegnes som tilhørende reformfløjen. Det samme gælder Irans aktive rolle i Syrien, Yemen og Irak. Måske ville Rouhani helst være de regionale eventyr foruden, og koncentrere sig om iransk indenrigspolitik, men også her er det ayatollahen, der bestemmer.