Den Iranske Revolutionsgarde ønsker at få fat i den lækkede liste over afghanere, der har hjulpet Storbritannien.

Hæren vil bruge listen, så den kan opspore MI6-agenter.

Det skriver avisen The Telegraph.

Tidligere i juli blev det afsløret i Financial Times, at oplysninger om 25.000 afghanere, der havde søgt asyl i Storbritannien, var blevet lækket på nettet.

Listen omfatter blandt andet soldater, specialstyrker og efterretningskilder, der har hjulpet det britiske militær på forskellige måder.

Nu har iranerne bedt Taleban i Afghanistan om at dele listen, så de kan jagte personer, der har hjulpet den britiske efterretningstjeneste MI6, siger kilder til Telegraph.

Flere af personerne på listen er angiveligt flygtet til Iran.

Iranerne håber angiveligt, at de kan finde og fange agenterne, så de kan blive brugt til at presse Storbritannien i forhandlinger.

Mindst én person er allerede blevet overdraget til Kabul, hvilket avisen siger tyder på samarbejde mellem Irans præstestyre og Taleban.

Skandalen om den lækkede liste

Tusindvis af afghanere er blevet hentet fra deres hjemland til Storbritannien i et hemmeligt program, som den britiske regering igangsatte efter et datalæk i februar 2022.

Lækket skete ifølge mediet, da en britisk ansat i Forsvarsministeriet ved en fejl delte et datasæt med oplysninger om knap 19.000 personer, der havde ansøgt om at flytte til Storbritannien efter Talebans magtovertagelse i Afghanistan.

Ministeriet blev først opmærksom på lækket i 2023, da nogle af oplysningerne anonymt blev delt på Facebook.

Herefter igangsatte den daværende regering overflytningen i april 2024, skriver BBC.

Indtil videre er omkring 4.500 afghanere ankommet til Storbritannien gennem programmet, skriver mediet.