Irans militær har nedskudt et amerikansk transportfly og to amerikanske militærhelikoptere.

Det meddeler en talsmand for det iranske militær søndag ifølge det iranske nyhedsbureau Tasnim, skriver Reuters.

Der skal være tale om et transportfly af typen C-130 Hercules og to Black Hawk-helikoptere. Det er mellemstore helikoptere, der ligesom Hercules-flyet bruges af militæret i en lang række lande.

USA har ikke bekræftet, at flyet og de to helikoptere er blevet skudt ned.

Det er uvist, hvor mange besætningsmedlemmer der var om bord, om de overlevede, og hvor de befinder sig.

Irans politi meddelte tidligere søndag, at et C-130 Hercules-fly var blevet skudt ned syd for byen Isfahan i det centrale Iran, så det kan være i dette område, at amerikansk militær skal lede efter besætningerne.

Meldingen om nedskydningen af flyet og helikopterne kommer, kort efter at eftersøgningen efter et besætningsmedlem fra et amerikansk F-15-kampfly søndag er blevet afsluttet i Iran.

Kampflyet styrtede ned i Iran fredag. Begge besætningsmedlemmer - en pilot og en officer - er blevet fundet i live af amerikansk militær.

Eftersøgningen efter officeren, som var den sidste, der blev fundet, var ifølge USA's præsident, Donald Trump, "en af de mest dristige eftersøgnings- og redningsaktioner i USA's historie".

På det sociale medie Truth Social skrev Trump tidligt søndag morgen, at ingen amerikanere blev dræbt eller såret i redningsaktionerne.

Han skrev desuden, at det er første gang, at to amerikanske piloter er blevet reddet i separate redningsaktioner "dybt inde i fjendens territorium".

Ifølge den iranske Revolutionsgarde blev adskillige "fjendtlige flyvende objekter" skudt ned under den seneste amerikanske redningsaktion.

Det er dog uklart, om Revolutionsgarden henviser til transportflyet og de to helikoptere.

Krigen i Iran har foreløbigt varet i fem uger. Den blev iværksat af Iran og Israel den 28. februar og har siden udviklet sig til en regional konflikt med iranske angreb på Israel og flere arabiske lande, der huser amerikanske militærbaser.

/ritzau/