Iran offentliggør video efter stor uenighed om ødelagt drone

USA og Iran er lodret uenige om, hvorvidt amerikanerne har skudt en iransk drone ned ved Hormuzstrædet.

Krigsskibet USS Boxer (billedet) skød ifølge USA en iransk drone ned torsdag. Den påstand afvises af Iran. Craig Z. Rodarte/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Irans Revolutionsgarde har fredag offentliggjort en video, der angiveligt beviser, at USA ikke har skudt en iransk drone ned ved Hormuzstrædet.

Det var ellers nøjagtig, hvad USAs præsident, Donald Trump, torsdag påstod.

Her meddelte Trump, at krigsskibet »USS Boxer« så sig nødsaget til at ødelægge en iransk drone, der nærmede sig skibet. Ifølge den amerikanske præsident udgjorde dronen en trussel mod skibet og dets besætning.

Fredag har Iran dog afvist den melding.

Iransk stats-tv har samtidig vist videoen fra Irans Revolutionsgarde.

Billederne viser angiveligt, at dronen fortsætter med at lave videooptagelser, selv efter det tidspunkt hvor den ifølge USA skulle være blevet skudt ned.

Irans afvisning har ikke fået USA til at trække sin melding tilbage.

En unavngiven amerikansk embedsmand siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at USA har »meget klare beviser« på nedskydningen.

»Det var deres drone, der kom for tæt på vores skib. Hvis man flyver for tæt på vores skibe, så bliver man skudt ned,« lyder det.

Også præsident Trump fastholder fredag sin udmelding.

Iran har antydet, at USA kan være kommet til at skyde sin egen drone ned.

»Vi har ikke mistet nogen drone i Hormuzstrædet eller nogen andre steder,« skriver Irans stedfortrædende udenrigsminister, Abbas Araghchi, i et opslag på det sociale medie Twitter fredag.

J»eg er bekymret for, at 'USS Boxer' har skudt deres egen drone ned ved en fejl,« lyder det videre fra stedfortræderen.

Da landets udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, blev spurgt til den ødelagte drone under et FN-møde i USA, lød det ifølge nyhedsbureauet AP:

»Ingen informationer om en manglende drone.«

USA og Iran befinder sig i øjeblikket i en højspændt konflikt.

Det er også tidligere kommet til udtryk i området omkring Hormuzstrædet, der er ekstremt vigtigt for verdens olieeksport.

/ritzau/AFP