Iran melder om angreb mod amerikanske mål i Kuwait og Bahrain
Irans Revolutionsgarde siger, at den svarer igen på nylige angreb fra USA med angreb i Kuwait og Bahrain.

Irans Revolutionsgarde siger, at den svarer igen på nylige angreb fra USA med angreb i Kuwait og Bahrain.

Irans Revolutionsgarde (IRGC) siger natten til søndag, at dens flåde- og luftstyrker har iværksat en fælles operation med missiler og droner mod amerikanske militære mål i Kuwait og Bahrain.
Det sker i en udtalelse fra IRGC, rapporterer det statsejede iranske medie Press TV ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Revolutionsgarden kommer angrebene som svar på nylige angreb fra USA mod Iran.
- En overtrædelse af våbenhvilen er i strid med punkt 1 i Islamabad-memorandummet og vil resultere i, at alle diplomatiske processer indstilles, lyder det i udtalelsen fra IRGC.
Det såkaldte Memorandum of Understanding (MoU) er et forståelsespapir, som USA og Iran blev enige om tidligere i juni.
Med en våbenhvile skal aftalen skabe en politisk ramme for en mere detaljeret aftale om en afslutning på krigen mellem landene.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har Revolutionsgarden i en udtalelse desuden advaret om, at yderligere "aggression" fra USA vil blive mødt med det, der kaldes en knusende reaktion.
I samme udtalelse fremgår det ifølge AFP, at IRGC har ødelagt otte "vigtige amerikanske militære anlæg" på Ali al-Salem-basen, som er en amerikansk militærbase i Kuwait, og på en flådebase tilhørende USA's femte flåde i Port Salman i Bahrain.
Kuwaits hær har i et opslag på X natten til søndag skrevet, at landets luftforsvar er blevet aktiveret i forbindelse med missil- og droneangreb.
- Hvis der kan høres eksplosioner, er de resultatet af luftforsvarssystemer, der opsnapper de fjendtlige angreb.
Kort før midnat dansk tid meddelte det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, på X om nye angreb fra USA mod mål i Iran.
De var blevet udført lørdag og blev af USA beskrevet som et "direkte svar" på Irans "fortsatte aggression".
Efterfølgende beskyldte USA's præsident, Donald Trump, i et opslag på Truth Social Iran for at bryde våbenhvileaftalen.
/ritzau/